Skip to main content
Tour de France som drama

2. akt. Det hele handler om helte

Coppi. Merckx. Vingegaard. Det er helte skrevet med stort. En odysse på cykel gennem Frankrig. Publikum som råber juhu, buhh og strør glasskår på ruten for at hjælpe deres helte. Læs hvordan Tour de France er blevet til et moderne heltekvad i 2. akt.

Af Sofie Sørensen og Susan Grønbech Kongpetsak, , 01-07-2022

"Disse pedalerende helte bliver i dag tilbedt, som heltene i det antikke Grækenland blev."

Allerede få år efter første udgave af Tour de France satte den italienske journalist Ivanoe Bonomi med dette fyndige citat spot på, at verdens hårdeste cykelløb var godt i gang med at blive et moderne heltekvad. En art nyfortolkning af Odysseen – nu på cykel gennem Frankrig.

Og listen med Tour de France-helte er da også lang.

Coppi. Merckx. Hinault. Indurain. Froome. LeMond. Riis. Contador. Pantani. Rasmussen. Virenque. Fortsæt gerne selv listen med dine egne Tour de France-helte.

For det særlige ved Tour de France som heltekvad er, at verdens største cykelløb hvert år begynder som et vældig åbent epos. Her kan man selv vælge sine helte og skurke blandt de mange forskellige ryttertyper, som feltet består af.

Mød dine Tour de France-helte

De vigtigste typer i Tour de France er ifølge medieforsker Bo Kampmann Walther:

Bjergryttere, typisk små og lette ryttere, født kilometervis over jordens overflade. De klatrer ubesværet i bjergene, men har det svært på enkeltstarter.

Narren, typisk en let bjergrytter, der skal skabe underholdning med bjælder og det hele op ad bjerget, men aldrig kommer i nærheden af den gule trøje. Marco Pantani er det mest prominente eksempel på en rytter, der sprang ud af sin rolle som den italienske nar og blev løbskonge, indtil han også blev afsløret i doping.

Danske Tour-helte:
'Den Originale Danske Supermand'

Det er sjovere og mere slidstærkt med en helt, der har kant og er lidt skrøbelig.

Bo Kampmann Walther, Lektor

Dynamolygter, dem, der kværner afsted, så snart man tænder for dem. Er typisk bedst på de flade etaper.

De komplette ryttere, dem, der både kan køre i bjerge og kværne det hele på enkeltstarterne. De er sjældne i løbet, og når de dukker op, har det faktisk en tendens til at blive kedeligt.

Den usandsynlige helt er ham, der pludselig dukker op på scenen ud af det blå. Vi elsker at heppe på ’the slight underdog’, der bare smadrer overmagten. Det er ren David mod Goliat.

Den menneskelige helt

Når vi vælger vores tour-helte, er det allervigtigste, at de viser deres menneskelige sider og ikke bare er maskiner, forklarer Bo Kampmann Walther:

- Det er sjovere og mere slidstærkt med en helt, der har kant og er lidt skrøbelig. Ellers bliver det for kedeligt, og så gider vi ikke følge dem.

I den sammenhæng fremhæver han Tour de France-skikkelser som Miguel Indurain og Lance Armstrong som så u-skrøbelige, at det blev lidt for kedeligt.

- Lance Armstrong blev detroniseret, ikke kun fordi han havde taget doping - men også fordi det blev utroværdigt ud fra et fascinationsperspektiv - at han blev ved med at vinde. Sådan en irriterende countrysanger fra USA, det nytter simpelthen ikke noget, siger Bo Kampmann Walther.

Genkendelighedens glæde

Heltedyrkelsen i Tour de France står stærkt, fordi den vækker genkendelighedens glæde hos os, der kigger på. Løbets nedarvede fortællegreb skaber en masse indlevelse, fordi vi kender rollerne på forhånd.

- Der er noget særligt over det indlevelsesgreb, som Tour de France har til fælles med for eksempel det shakespeareske teater, hvor man smed blomster efter helten og tomater og kartofler efter skurken. På samme måde råber vi juhuuu og buhh for fuld kraft efter vores helte og skurke i Tour de France, forklarer Bo Kampmann Walther.


Danske ryttere i den gule trøje:

  • Kim Andersen: 1983 (seks dage) + 1985 (fire dage)
  • Jørgen V. Petersen: 1986 (fem dage)
  • Rolf Sørensen: 1991 (fire dage)
  • Bjarne Riis: 1995 (en dag) + 1996 (tretten dage og dermed samlet vinder)
  • Bo Hamburger: 1998 (en dag)
  • Michael Rasmussen: 2007 (ni dage)

At publikum spiller sin egen rolle i det åbne Tour de France-teater er der lange traditioner for i løbet. Ja faktisk skabte publikums stærke følelser allerede i 1904 en skandale, som var tæt på at gøre 2. udgave af Tour de France til den sidste nogensinde.

Søm, glasskår og stenkast på ruten

Dengang tøvede publikum nemlig ikke med at strø søm og glasskår ud på ruten for at hjælpe deres favoritter og få konkurrentene til at punktere. Og feltet, inklusiv den første Tour de France-vinder Maurice Garin, blev i Nimes angrebet med stenkast og slag, som først stoppede, da løbskommisæren affyrede varselsskud.

Efter det skandaleombruste løb, hvor mange ryttere også snød ved at hægte sig på biler og snuppe toget i nattens mulm og mørke, erklærede løbets grundlægger, at han ikke ville arrangere flere cykelløb. Men året efter rullede Tour de France alligevel videre.


Der er noget særligt over det indlevelsesgreb, som Tour de France har til fælles med for eksempel det shakespeareske teater, hvor man smed blomster efter helten og tomater og kartofler efter skurken.

Bo Kampmann Walther, Lektor

Og i dag er publikums følelser en anelse mere afdæmpede, men traditionen for tæt interaktion mellem ryttere og publikum lever videre for eksempel op ad Alpe d’Huez.

Dog har Tour de Frances tradition for heltedyrkelse den ulempe, at vi er rigtig hurtige til at trække helte- og fjendebilleder ned over løbets ryttere. Så hepper vi på vores helt, der overkommer de ekstreme strabadser med sin menneskelighed og autenticitet i behold, og buher af skurken, som bruger ufine metoder.

Så er løbet for alvor i gang. Og mens vores helte, vores skurke og resten af feltet bevæger sig mod årets første bjergetaper, begynder det store drama for alvor at spille sig ud. Det kan du læse meget mere om i 3. akt af Ny Videns Tour de France-føljeton, ”Ofre til den onde gud”.

Mød forskeren

Bo Kampmann Walther er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber og forsker bl.a. i de litterære og filosofiske aspekter af medier.

Kontakt