Angst skal trænes væk i den virtuelle verden
Flere danskere får angst, men forskere håber, at patienter kan overvinde angsten ved at øve sig i de angstskabende situationer i den virtuelle verden.
Omkring 350.000 danskere lider af angst og sidste år udkom en rapport fra Sundhedsstyrelsen, som viste, at andelen af børn og unge, der bliver diagnosticeret med angst eller depression, er tredoblet de seneste ti år.
Tallet er gået fra 2354 til 7189.
Men nu vil forskere give de angstplagede danskere helt nye muligheder for at komme angsten kvit.
Med et par VR-briller på næsen skal patienterne i trygge rammer øve sig i de angstfyldte situationer.
”Hvis en tur med bussen udløser angst, kan vi begynde med et virtuelt scenarie, hvor bussen er tom
- Det fantastiske ved virtual reality er, at vi kan styre situationen og skrue op og ned for sværhedsgraden. Det er som et VR-computerspil målrettet angstpatienter, siger Gunver Majgaard fra SDU Embodied Systems for Robotics and Learning.
Hun er ekspert i mixed reality design og skal skabe de VR-scener, som patienterne kan gå på opdagelse i.
- Hvis en tur med bussen udløser angst, kan vi begynde med et virtuelt scenarie, hvor bussen er tom. Efterhånden som patientens puls falder, kan vi lukke flere passagerer ind i bussen.
VR-briller og pulsmåler
Patienterne får udover VR-briller også en pulsmåler, så terapeuten kan monitorere, hvor angst den enkelte patient er.
For at udfordre den enkelte patient optimalt kan terapeuten via pulsmåleren vurdere, om der skal flere passagerer på bussen eller sættes nogle af.
- Derudover kan vi i det virtuelle rum gøre patienterne opmærksomme på nyttige copingstrategier. Det betyder, at hvis pulsen er høj, kan vi i spillet gøre opmærksom på, at de kan genvinde kontrollen ved at koncentrere sig om at tælle brune sko, pointerer Gunver Majgaard.
Kroppen husker
Angst koster hvert år samfundet 8,6 milliarder kroner. Pengene går primært til førtidspensioner. Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport Sygdomsbyrden i Danmark fra 2015 er angst klart den betydeligste årsag til førtidspensioner.
- Det er videnskabeligt dokumenteret, at det hjælper patienterne at gennemgå de situationer, som fremprovokerer angst. Så kroppen husker, at det ikke er farligt. Men det er meget dyrt at have sin terapeut med ud i angstskabende situationer, så ved at skabe nogle klassiske scenarier, patienterne kan gennemgå, kan vi hjælpe mange patienter.
Forskerne skal nu sammen med en gruppe af patienter med angst udvælge omkring 10 typiske scenarier, som angstpatienter frygter. Ud over at tage bussen, kan det være at handle ind.
Fakta
Bevilling: 12,4 mio. kr. fra Innovationsfonden, samlet budget 17 mio. kr.
Partnere i projektet:
- Telepsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Syddanmark
- Klinisk Institut, Syddansk Universitet
- Mærsk McKinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet
- Institut for Psykologi, Syddansk Universitet
- Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Odense Universitetshospital
- iMotions
Projektleder: Leder af Telepsykiatrisk Center Mia Beck Lichtenstein
Mød forskeren
Lektor Gunver Majgaard fra SDU Embodied Systems for Robotics and Learning er ekspert i mixed reality design. Udover projektet om at bruge virtual reality til at bekæmpe angst er hun også med i et projekt, som benytter virtual reality til at bekæmpe unges druk.