Skip to main content
Robotteknologi

Fem grunde til, at robotter (endnu) ikke kan overtage verdensherredømmet

Når det kommer til robotterne, og deres lyst til på bedste sci-fi vis at overtage verdensherredømmet, eller i hvert fald en række jobfunktioner, kan vi indtil videre godt slå koldt vand i blodet. Det fastslår professor Norbert Krüger og lektor Ole Dolriis fra SDU Robotics.

Af Katrine Aagaard Findsen, , 24-09-2018

Der går sjældent en dag forbi uden dramatiske forudsigelser om fremtiden. Hvordan robotter vil erstatte mennesker i adskillige jobfunktioner er en hyppig bekymring, der jævnligt dukker op i medierne, især nu hvor kunstig intelligens er bygget ind i alt fra køleskabe og selvkørende biler til Siri, som de fleste kender fra deres iPhone.

Men ifølge SDU-professor Norbert Krüger og SDU-lektor Ole Dolriis fra SDU Robotics er der et godt stykke vej igen, før robotterne går fra at være sofistikerede maskiner til at matche mennesker en-til-en.

1. Menneskelignende hænder

Der er lang vej til den perfekte menneskelignende robothånd. De robotter, der allerede er i brug ude i virkeligheden, har stadig klodsede hænder, og de hænder, man arbejder med at udvikle i laboratorier, er slet ikke robuste nok og mangler stadig den fingerfærdighed, menneskehænder har.

2. Taktile sensorer

Der er endnu ikke skabt en teknisk løsning, der kan matche menneske- og dyre-huds evne til at føle berøring og sende besked tilbage til hjernen. Den komplekse menneskehjerne og dens evne til at modtage og behandle beskeder er syvmileskridt foran de sensorer, der forsøger at gøre det samme i robotterne.

3. Komplekse bevægelser

Selv hvis det lykkes at udvikle robotternes hænder, så de får kunstig hud og taktile egenskaber, der ligner menneskehændernes, er der stadig behov for at designe en måde, hvorpå de kan gengive den levende menneskehånds bevægelser. Til sammenligning tager det et menneskebarn årevis at lære de komplekse mekanismer, og robotterne har altså lang vej igen.

4. Samtale og sanser

Interaktionen mellem mennesker er baseret på en velfungerende samtale, og samtidig evnen til at dufte, smage og sanse taktilt. Så selvom der er sket rigtig meget med udviklingen af robotternes evne til at tale og genkende ansigter og genstande, er de på ingen vis i stand til at interagere med mennesker på lige fod.

5. Sund fornuft

Selv hvis man om årtier skulle nå til et punkt, hvor man rent teknisk kan løse nogle af ovenstående problemer, vil der stadig være etiske overvejelser og lovgivning, der vil afholde os fra at tage næste skridt og rent faktisk skabe robotterne på grund af den skade, de potentielt kan gøre.

Læs mere om SDU Robotics

Læs mere om uddannelsen Civilingeniør i Robotteknologi

Mød forskerne

Norbert Krüger og Ole Dolriis

Professor Norbert Krüger, og lektor Ole Dolriis, forsker begge i robotteknologi på SDU. De er begge involveret i forskningsprojektet SMOOTH, hvor man designer robotter, der skal hjælpe til i ældreplejen i 2022. Robotterne skal dog ikke erstatte den menneskelige kontakt, men bygges derimod for at aflaste plejepersonalet i opgaver som transport af vasketøj, at tilbyde vand til de ældre eller at følge dem ned til morgenbordet.

Kontakt Norbert Krüger
Kontakt Ole Dolriss

Denne artikel er fra SDU's magasin Ny Viden.
Læs mere ny viden

Redaktionen afsluttet: 24.09.2018