Coronavirus

SDU opfordrer alle medarbejdere og studerende til at holde sig løbende opdateret via de danske myndigheders officielle kanaler

Udbruddet af coronavirus (COVID-19) udvikler sig hurtigt i en række lande, herunder Italien.

På SDU følger rektoratet spredningen af coronavirus tæt, da universitetet har mange ansatte og studerende. Rektoratet har derfor nedsat en beredskabsstab under universitetsdirektørens ledelse. Staben vil i den kommende tid overvåge den nationale og internationale situation, udarbejde information til ansatte og studerende samt iværksætte forebyggende tiltag på SDU.

Sundhedsstyrelsens skærpede anbefalinger om at blive hjemme i to uger, hvis man efter den 2. marts 2020 kommer fra et af de særlige risikoområder for coronavirus, betyder at SDU’s ledelse pr. 3. marts har bedt studerende og medarbejdere om, at følge denne anbefaling.

Desuden er det blevet indskærpet overfor studerende og medarbejdere, som er kommet hjem fra højrisikoområder, og som har specifikke opgaver indenfor ældre- og sundhedssektoren, at de ifølge Sundhedsstyrelsen er pålagt 14 dages karantæne, da de under ingen omstændigheder må komme på sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19.