Hvor længe har du forsket?
Jeg startede med et lille forskningsprojekt i forlængelse af mit kandidatspeciale tilbage i 2017. Forberedelserne til det nuværende projekt startet i 2020, hvor jeg har arbejdet med det sideløbende, og i januar 2026 blev jeg ansat som Ph.d-studerende.
Hvordan og hvorfor kom du i gang med at forske?
Efter mit kandidatspeciale og den lille forlængelse heraf, havde jeg egentligt ikke tænkt, at jeg skulle forske mere. Men under min introuddannelse på Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus, mødte jeg nogle mennesker som virkelig brændte for forskning, og det tændte lidt en ild i mig. Jeg blev hevet lidt med som assistens i et projekt, og da jeg kunne mærke, hvor fedt det egentligt var, opsøgte jeg den forskningsansvarlige på afdelingen, og vi snakkede om de forskellige muligheder for forskning.Hvordan fik du ideen?/Hvad fik dig til at vælge netop dét forskningsområde?
Den oprindelige idé blev egentligt præsenteret til os fra en kollega i en anden afdeling, der havde set en problemstilling og en mulig løsning herpå. Da jeg blev introduceret til konceptet og begyndte at dykke ned i litteraturen (eller manglen på samme), blev det meget tydeligt for mig, at det var det her jeg skulle forske i. Samtidig kunne jeg - i mit kliniske arbejde - se, at der rent faktisk var et behov for forskning på dette område. Og så har knæ-/idræts-ortopædkirurgi nok altid interesseret mig mest, så det var helt oplagt at kombinere de ting. Jeg kunne godt lide idéen om at opbygge studiet helt fra bunden, hvilket jo også har resulteret i, at det har ændret sig mange gange undervejs og er blevet tilpasset, men jeg har selv været med i processen hele veje, og det er fedt.
Kan du beskrive hvad din forskning handler om?Jeg skal undersøge om behandling med cryoneurolyse kan afhjælpe smerterne hos folk der lider af forreste knæsmerter. Mange, især yngre, lider af forreste knæsmerter (Patellofemoralt syndrom), uden at der kan findes en underliggende årsag. Deres gener har stor betydning for deres daglige aktiviteter og livskvalitet. Aktuel behandling er styrketræning, hvilket dog kan forværre smerterne. Jeg vil undersøge muligheden for at behandle knæsmerterne med cryoneurolyse og dermed give patienterne en mulighed for at kunne træne bedre og i sidste ende blive deres symptomer kvit, og forhåbentligt forbedre deres daglige kunnen og livskvalitet. Cryoneurolyse er en behandling, hvor følenerver behandles med ekstrem kulde for at blokere smertesignaler til hjernen uden at beskadige nerven. Det har tidligere vist sig effektfuldt ved smertelindring i forhold til slidgigt i knæet.
Hvordan holder du gejsten/motivationen?
Den største motivationsfaktor er helt sikkert potentialet i, at min forskning kan bidrage med ny viden og potentielt ændre den kliniske dagligdag i forhold til, hvordan vi behandler denne type patienter. Det er enormt inspirerende at være en del af et kompetent og engageret forskningsteam, som hjælper til at holde gejsten i live, og muliggør at jeg kan udvikle mine egne forskningskompetencer.
