Klinisk Forskningsenhed (KFE) understøtter Kræftafdelingen på OUH i planlægning, iværksættelse og gennemførelse af kliniske behandlingsforsøg.
Vi koordinerer og kvalitetssikrer alle protokollerede forsøgsbehandlinger og varetager de administrative procedurer, herunder håndtering af kontrakter, budgetter og datamanagement. En central del af vores arbejde er at sikre, at alle forsøg lever op til gældende lovgivning og kvalitetskrav, hvilket sker i tæt dialog med myndigheder, samarbejdspartnere og industrien.
Formålet med at deltage i kliniske forsøg er at tilbyde vores patienter den bedst mulige behandling og samtidig bidrage til udviklingen af den fremtidige standardbehandling.
Alle forskningsansatte er GCP-certificerede (Good Clinical Practice), og arbejdet udføres kvalitetssikret i henhold til vores Standard Operation Procedures (SOP’er).Enheden består af 30 dedikerede medarbejdere, som hvert år igangsætter omkring 20-30 kliniske forsøg, der typisk strækker sig over flere år.
Forsøgene gennemføres i tæt samarbejde med onkologiske afdelinger i både Danmark og Norden samt i partnerskab med medicinalindustrien. Det betyder, at vi i nogle forsøg kan tilbyde behandling til patienter fra hele Norden. Gennem dette arbejde bidrager vi ikke blot til at skabe ny, vigtig viden, men også til, at danske og nordiske patienter tidligt får adgang til nye og lovende behandlinger.