Skip to main content
DA / EN
Ærespris

SDU-professor modtager international pris for banebrydende lægemiddelforskning

Tore Bjerregaard Stage fra Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin hædres af amerikansk selskab for sit arbejde med at forstå og forebygge bivirkninger af medicin

Af Marianne Lie Becker, , 03-06-2025

Professor Tore Bjerregaard Stage fra Syddansk Universitet (SDU) er blevet tildelt Leon I. Goldberg Early Investigator Award af den amerikanske organisation American Society for Clinical Pharmacology and Therapeutics (ASCPT).

Prisen gives til unge forskere, der tidligt i karrieren har ydet væsentlige bidrag til klinisk farmakologi eller translationel videnskab. Tore Bjerregaard Stage fik overrakte prisen ved ASCPT’s årsmøde i Washington D.C den 29. maj, hvor han også var inviteret til at give en prisforelæsning.

Fra laboratoriet til patienterne

Tore Bjerregaard Stage er forskningsleder i enheden Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin ved SDU’s Institut for Sundhedstjenesteforskning. Her kombineres cellebaserede modeller, kliniske studier og registerdata for at forstå, hvorfor patienter reagerer forskelligt på samme medicin — og hvordan man kan mindske risikoen for alvorlige bivirkninger.

Et eksempel er arbejdet med antibiotika og blodfortyndende medicin, hvor Tores gruppe har vist, hvordan antibiotika som dicloxacillin og flucloxacillin kan forringe effekten af warfarin.

Et andet forskningsspor fokuserer på nerveskader ved kemoterapi, og gruppen har blandt for nyligt fundet en ny markør som måske kan bruges til at forudsige hvilke patienter der får bivirkninger, et fund som er ved at blive eftertestet i et stort klinisk forsøg.

Et fælles løft bag hæderen

Selvom prisen gives til en enkeltperson, peger Tore Bjerregaard Stage selv på kollektivet bag resultaterne:

– Den her pris er i virkeligheden en anerkendelse af gruppen og en refleksion af mange års nationalt og internationalt samarbejde. Jeg har været velsignet af dygtige mentorer og kollegaer som har lavet vigtige bidrag som fører til denne pris. Det er kun muligt at levere forskning på det her niveau, fordi vi samarbejder som et hold, siger han.

Internationalt netværk og stærk forskningsprofil

Tore Stage har siden sin opstart som postdoc i 2017 opbygget en selvstændig og højt profileret forskningslinje. Han er i dag professor og forskningsleder på SDU og har opnået støtte fra blandt andre Lundbeckfonden, Novo Nordisk fonden, Innovationsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond.

Med mere end 70 forskningsartikler og samarbejdspartnere i blandt andet USA, Sverige og Tyskland er han allerede en markant skikkelse i det internationale forskningsmiljø.

Fremtidens behandlinger i fokus

Med prisen i hånden fortsætter Tore Bjerregaard Stage og hans kolleger arbejdet med at finde nye forklaringer på, hvorfor lægemidler virker forskelligt – og hvordan behandlingen af patienter kan gøres mere sikker og effektiv:

– Vi er stadig langt fra at kunne forudsige alle bivirkninger, men vi bliver hele tiden klogere. Jeg plejer at sige at vi er ved at lægge et (stort) puslespil som når det er komplet kan forudsige hvordan et individ reagerer på et lægemiddel før vi igangsætter behandlingen. Således skal vi lægge en brik ad gangen og selv små bidrag tæller før vi færdiggøre puslespillet. I sidste ende er det afgørende, at vi kan omsætte vores fund til konkrete forbedringer for patienterne, siger han.

Fakta om prisen:

  • Navn: Leon I. Goldberg Early Investigator Award
  • Uddeles af: American Society for Clinical Pharmacology and Therapeutics (ASCPT)
  • Formål: At anerkende unge forskere, der tidligt i karrieren har ydet markante bidrag til klinisk farmakologi eller translationel forskning
  • Tildeles i 2025 til: Professor Tore Bjerregaard Stage, SDU
  • Prisen inkluderer: 1.000 USD, deltagerbetaling og forelæsning ved ASCPT's årsmøde
Mød forskeren

Tore Bjerregaard Stage er professor og forskningsleder i enheden Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.

Kontakt

Leon I. Goldberg Early Investigator Award

Leon I. Goldberg Early Investigator Award har siden 1986 været en af de mest anerkendte priser inden for klinisk farmakologi og translationel forskning. Den uddeles til forskere, der inden for ti år efter afsluttet postdoc har bidraget markant til feltet. Prisen ledsages af en forelæsning på ASCPT's årsmøde og tildeles på baggrund af både videnskabelig gennemslagskraft og evnen til at formidle forskning.

Redaktionen afsluttet: 03.06.2025