To SDU-forskere modtog Fyens Stiftstidendes Forskerpris 2026
Anne Loft og Anders Engberg-Pedersen modtog 4. november Fyens Stiftstidendes Forskerpris 2026 for deres forskning i fedtceller og fremtidens krige. De blev dermed del af en prominent klub af forskere, der siden 1972 er blevet hædret med den såkaldte fynske nobelpris.
- I dag er en særlig dejlig onsdag, hvor der blå himmel i november, der er blevet blåt flertal i USA og her på Fyn hædrer vi folk, der ved noget. Alt sammen skaber det håb. Derfor er det mig en særlig glæde, at vi i dag er samlet for at hylde to forskere, der insisterer på at gøre os klogere, undersøge ting til bunds, før de drager konklusionerne, og stiller spørgsmål til alt det, vi tager for givet.
Sådan indledte Poul Kjærgaard, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, dette års traditionsrige prisuddeling af Fyns Stiftstidende Forskerpris i mediehuset i Odense.
Udefra set kan det måske godt diskuteres, hvordan forskning i fedtceller og fremtidens krige kan skabe håb. Men det blev ret tydeligt i løbet af prisoverrækkelsen.
Sans for detaljen kan flytte grænser
Først gennem motiveringer af prismodtagerne fra institutlederne Jakob Møller-Jensen, Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, og Per Krogh Hansen, Institut for Kultur – og Sprogvidenskaber.
- Anne Loft har en helt særlig sans for detaljen og beviser med sin forskning, hvor vigtigt det er, at nogen ser nærmere på det, som de fleste af os prøver at slippe af med, nemlig fedtvæv. Med vedholdenhed og mod til at afprøve noget nyt har Anne Loft og hendes hold skabt store resultater og flyttet grænserne for vores viden om fedtvævet i en grad, så den internationale forskningsverden har fået øje på hende, lød det fra Jakob Møller-Jensen.
Per Krogh Hansen motiverede prisen til Anders Engberg-Pedersen:
- Anders Engberg-Pedersens forskning kredser om forholdet mellem litteratur, æstetik, viden, krig og samfund, og han markerer sig som en central stemme i forskningen i krigens kulturelle og æstetiske former. Han formår at vise, hvordan historisk indsigt, begrebslig præcision og kritisk refleksion kan gøre os klogere på samtidens politiske, teknologiske og demokratiske udfordringer.

Fedtvævets hemmeligheder
Og ikke mindst gennem de veloplagte forelæsninger, som lektor Anne Loft og professor Anders Engberg-Pedersen sluttede prisuddelingen med.
Anne Loft forklarede, hvordan hun og hendes hold gennem ny metoder og enkeltcelle-analyser af fedtvæv er i fuld gang med at finde frem til fedtvævets vigtige hemmeligheder, der er med til at afgøre om vi bliver sunde eller syge og konkluderede
- Fedtvæv er altså meget mere end noget, vi bare skal ønske os at komme af med, når vi zoomer ind på fedtvævet og hvad der sker, når vi taber os, så får vi faktisk nye muligheder for at udvikle medicin, der kan ramme de fedtceller, der gør os syge.
Dual use-litteratur vinder frem
Anders Engberg-Pedersen fortalte om, hvordan den fremadstormende genre, tehcno-thrilleren, for tiden sætter sit præg på vores sikkerhed og er kommet på pensum i det amerikanske militær.
- Det store gennembrud for genren kom med Singer & Coles Ghostfleet, der helt ærligt er en sjældent dårlig roman. Bogens styrke er, at den er en hybrid af en fortælling og en forskningsanalyse, der både kan være med til underholde, uddanne og få os til at forestille os den nære fremtid, sagde Anders Engberg-Pedersen og uddybede:
- Dual use-litteraturen med Ghost Fleet og en lang række af andre titler er uden tvivl et symptom på den førkrigstid, vi lever i. Men det skal ikke afholdes os fra at stille kritiske spørgsmål til den. Der er jo ikke nogen garanti for, at fremtiden bliver en bestseller, og måske indsnævrer det vores forestillingsevner, at litteraturen kun kan forestille sig 2 til 3 fremtider med de sædvanlige stormagter i krig.
Den Fynske Bladfond, som ejer Fyens Stiftstidende, har siden 1972 uddelt Fyens Stiftstidende Forskerpris, der også i muntre vendinger omtales som den fynske Nobelpris. Med prisen følger 25.000 kroner til hver forsker.