Forsknings- og Implementeringsenheden PROgrez forsker i fysisk aktivitet, bevægelse, sygdomsmestring og det levede liv blandt mennesker med eller i risiko for kroniske sygdomme og har ligeledes et særskilt fokus på dataunderstøttet implementering af evidensbaserede indsatser i praksis.
I vores forskningsprojekter er der altid fokus på brugerinvolvering og tværfagligt og tværsektorielt samarbejde samt et grundigt udviklings- og evalueringsarbejde af interventioner. Forskergruppen består af 40-45 mennesker, herunder bl.a. fysioterapeuter, sygeplejersker, læger, folkesundhedsuddannede, ergoterapeuter og jordemødre.
Denne tværprofessionelle forskergruppe sikrer et mangeartet perspektiv på forskningen og samarbejder også ofte på tværs i de forskellige forskningsprojekter med inddragelse af både kvalitativ og kvantitative metoder.
Lige nu forsker PROgrez blandt andet i:
- Fysisk aktivitet hos gravide med gestationel diabetes
- Naturtræning til mennesker med gigt
- Digitale løsninger på tværs af kronisk sygdom og multisygdom
- Træning og care til mennesker med multisygdom
- Undersøgelse og behandling efter besøg på skadestuen
- Træning til, og oplevelsen af denne hos, ældre kognitivt svækkede med hoftefraktur og personer i risiko for fald
- Familiebaserede indsatser
- Hvordan vi kan igangsætte og bibeholde fysisk aktivitet efter endt rehabiliteringstilbud på sygehuset og i kommunen
PROgrez finansieres af søgte interne og eksterne fondsmidler og en fast bevilling fra Region Sjælland.