Skip to main content

Hvordan trives de ældste danskere?

Gruppen af danskere over 90 år vokser hastigt og er i øjeblikket på ca. 50.000. Vi vil sammenligne resultaterne fra den nye undersøgelse med de tidligere undersøgelser for at se, om de ældre har det bedre og fungerer bedre i dagligdagen nu, end ældre på samme alder gjorde for 15 og 25 år siden. Resultaterne vil på den måde give et vigtigt fingerpeg om, hvorvidt den øgede medicinske behandlingsindsats og ændrede levevilkår for de ældste fortsat øger helbred, funktionsevne og trivsel hos denne gruppe.

Hvem er vi, og hvad vil vi gerne?

Vi er en gruppe aldringsforskere ledet af professor Kaare Christensen, der tidligere har undersøgt hvordan 1905-årgangen og 1915-årgangen havde det, da de blev 95 år. Det viste en positiv udvikling: Ikke alene klarede en meget større del af 1915- årgangen den til 95 år – de fungerede også bedre i dagligdagen. Nu ønsker vi med støtte fra en bevilling fra Trygfonden at undersøge, om 1930-årgangen, som nu er 95 år, fortsat viser denne positive udvikling.

Hvordan skal undersøgelsen foregå?

Alle personer født i 1930 bliver inviteret til at deltage i et interview i deres egen hjem. Interviewet vil omfatte spørgsmål om blandt andet fysisk og psykisk helbred, sociale relationer og livskvalitet og tilfredshed. Derudover udføres nogle få fysiske og kognitive tests, og deltagerne vil få taget en lille blodprøve (blodspot), som kan bruges til at undersøge genetiske forhold, der kan have betydning for aldring og helbred.

Hvordan kan du hjælpe?

Det mest retvisende billede af de ældstes trivsel opnås, hvis flest muligt deltager – også de svageste ældre. Derfor vil det være en meget stor hjælp, hvis pårørende og plejepersonale kan støtte de ældre, hvis disse ønsker at deltage. Hvis den ældre  ikke selv kan deltage, vil det være meget værdifuldt hvis en pårørende vil svare på helbredsspørgsmål på den ældres vegne.

Dansk Center for Aldringsforskning - Institut for Sundhedstjenesteforskning - Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4088

Sidst opdateret: 02.07.2025