Skip to main content

Ingeniørstuderende ved SDU Sønderborg vinder pris

Rasmus Kjærsgaard fra Nordborg fik hæder og 10.000 kroner i forbindelse med årets uddeling af priser fra Elektrofondet i Ingeniørforeningen, IDA.

Ved en stor anlagt ceremoni i fredags uddelte Elektrofondet deres årlige hæderspris, ’Elektroprisen’, som gik til ph.d. Niels Gregersen, DTU Fotonik, mens en særlig pris, ’Elektroprisen HCØ2020’ gik til erhvervsforsker Keld Folsach Rasmussen fra Grundfos.

I forbindelse med Elektroprisen uddelte Elektrofondet også kandidatpriser, som gives til lovende nyuddannede inden for det elektrotekniske/elektroniske fagområde, og her gik én af de tre priser til Rasmus Kjærsgaard for hans diplomafgangsprojekt på SDU: ”Water level detection using TDR technology”. 

Han blev tildelt prisen for et grundigt analytisk arbejde med en veludført og gennemtestet prototype, der skal bane vejen for kommercialiseringen af den velkendte måleteknologi.

"Jeg er rigtig stolt over at modtage kandidatprisen, da jeg på ingen måde havde regnet med at vinde en pris. Jeg har en tendens til at tvivle på mine egne evner, så for mig er den et stort klap på skulderen og ikke mindst en bekræftelse på, at mit arbejde på projektet og generelt mine evner som kommende ingeniør er gode nok".

Rasmus Kjærsgaard blev indstillet til prisen af hans vejleder, lektor Kasper Paasch, der i sin begrundelse for indstillingen har lagt vægt på den unge studerendes ukuelige gå-på-mod, store selvstændighed og ikke mindst fantastiske forståelse for de reelle problemstillinger, som opstår når avanceret måleteknologi skal gøres industrielt og billigt at fremstille.

”Det er altså meget imponerende, hvad Rasmus har formået i sit afgangsprojekt hos Grundfos. Han har formået at kombinere et svært teoretisk emne (reflektometri) med en praktisk applikation (niveaumåler). Selvom teorien omkring det har været kendt i mange år er den store udfordring stadig at gøre den praktiske anvendelse brugbar til industrielt brug, specielt med hensyn til pris og brug af ”almindelige” komponenter. Det har han formået,” siger Kasper Paasch. 

Elektroprisen og kandidatpriserne blev motiveret og overrakt af formanden for Elektrofondet, Ole Mørk Lauridsen.
Inden prisoverrækkelserne holdt bestyrelsesformand i Danfoss, Jørgen Mads Clausen, et foredrag, hvori han bl.a. gav tilhørerne et indblik i historien om effekt-elektronikkens indtog og udvikling hos Danfoss. 

Redaktionen afsluttet: 13.09.2020