Skip to main content
DA / EN

Stærke samarbejdspartnere

 

 

Følgende kommuner er med på holdet og støtter Syddansk Elites aktiviteter

 

  • Esbjerg kommune 
  • Fredericia kommune
  • Faaborg-Midtfyn kommune
  • Haderslev kommune
  • Kolding kommune
  • Odense kommune
  • Slagelse kommune
  • Svendborg kommune
  • Vejle kommune

Følgende organisationer er med på holdet og støtter Syddansk Elites aktiviteter

  • Team Danmark
  • Study4player
  • Spillerforeningen
  • Håndbold Spiller Foreningen
  • Danske Elitesportsudøver Forening
  • Udvikling Fyn
  • Sport Event Fyn

 

For mange eliteidrætsstuderende fylder sporten for meget i hverdagen, og det kan derfor være en god idé at studere på nedsat tid. For at dette kan lade sig gøre, skal man søge studienævnet om dispensation fra de regler man kommer i klemme med.

Syddansk Elite hjælper dig med at få lavet en individuel studieplan

Hvis du overvejer at studere på nedsat tid, skal du i samarbejde med Syddansk Elite og en faglig vejleder eller studievejledningen på dit fakultet, have lavet det vi kalder  en individuel studieplan.

En individuel studieplan er en plan, der skitserer din vej igennem studiet, og som er tilpasset dine behov, ønsker og tager hensyn til din elitesport.

Planen skal udpege, hvor du kommer i klemme med én eller flere studieregler, og hvordan og hvornår du skal søge om dispensation fra reglerne. 

Sådan søger du om nedsat tid

  1. Kontakt Syddansk Elite og få en vejledning om dine overvejelser om at studere på nedsat tid
  2. Kontakt SU-kontoret på SDU og få dine SU-målepunkter for din uddannelse (Kan undlades hvis du ikke vil have SU under din uddannelse)
  3. Kontakt din faglig vejleder eller vejledningen på dit fakultet og bed om at få lavet en individuel studieplan. Husk at sætte Syddansk Elite Cc på mailen. 
  4. Søg studienævnet via SPOC om de relevante dispensationer. Vedhæft her din individuelle studieplan.

Det er studienævnet, som i sidste ende afgør, om du kan få dispensation og dermed studere på nedsat tid.

Skal du studere på fuld tid og kunne modtage SU?

Hvis du er eliteidrætsstuderende og forventer at gennemføre uddannelsen på normeret tid, vil der ikke opstå udfordringer med din SU.

Skal du studere på nedsat tid, og modtage SU til hele din uddannelse?

Hvis du derimod er eliteidrætsstuderende og forventer at tage din uddannelse på nedsat tid, så risikerer du at komme i klemme med nogle af SU-reglerne. Derfor er det vigtigt, du er opmærksom på følgende, når du udarbejder din individuelle studieplan. 

  • Iflg. SU-lovgivningen må man være max. 30 ETCS forsinket på sin uddannelse. Forsinkelsen beregnes ud fra det antal SU-klip, du har brugt på uddannelse, målt i forhold til de antal ETCS-point du har bestået på din uddannelse. 
  • Når der laves individuelle studieplaner, er det vigtigt at tage højde for, at der kan være fag som hænger sammen og derfor udløser ETCS-point separat i selvbetjeningen.
  • Hvis du har fået lavet en individuel studieplan, skal den tjekkes igennem hos SU-kontoret. Du kontakter dem gennem SPOC. 

Læs om de generelle SU-regler, og kontakt SU-kontoret på SDU, hvis du er i tvivl. 

Følg din forsinkelse

Du kan følge med i, hvorvidt din forsinkelse har betydning for din SU på su.dk . Log ind i selvbetjeningen på minSU og klik på "studiefremdrift", som ligger i kolonnen til venstre.

Har du spørgsmål, kontakt SU-styrelsen eller SU-kontoret på SDU.

Flere uddannelser på universitet har aktiv deltagelse eller fysisk fremmøde, som en del af beståkravet til enkelte eller flere fag.

Flere uddannelser tilbyder fleksible løsninger, hvis man som eliteidrætsstuderende ikke har mulighed for at deltage på lige vilkår med dine medstuderende. De fleksible løsninger varierer dog fra uddannelse til uddannelse, og afhænger af de enkelte studienævn på uddannelserne.

Undersøg dine muligheder inden du søger uddannelse

Da ingen uddannelser er ens mht. prøveform, bør du læser studieordningen og de dertilhørende krav ordentligt igennem, inden du søger ind på en uddannelse.

Tag gerne fat i Syddansk Elite, som kan gøre dig klogere på dine muligheder.

Jeg er allerede kommet ind på en uddannelse

Hvis du står i den situation, at du allerede har takket ja til en studieplads, men efterfølgende har opdaget, at der er aktiv deltagelse og/eller fysisk fremmøde, som en del af beståkravet på nogle af dine fag, så tag fat i Syddansk Elite hurtigst muligt. Vi vil i fællesskab forsøge at finde en løsning, der giver dig mulighed for at bestå fagene.

En tilmelding til undervisning i et fag eller en prøve, er som udgangspunkt bindende, men hvis et usædvanligt forhold gør, at du har brug for at blive afmeldt undervisningen i et fag eller en prøve, kan du søge dit studienævn om lov til at afmelde dig.

Som eliteidrætsstuderende tilhører du en særlig gruppe af studerende , hvor der kan gives dispensation i forhold til forskellige regler. Du har derfor mulighed for at afmelde dig eksamen helt indtil eksamens start, hvis du har en særlig årsag til ikke at deltage i eksamen. Det kræver dog den rette dokumentation.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din årsag er særlig, eller om du har den rette dokumentation, så tag fag i Syddansk Elite. Så hjælper vi dig med at afmelde eksamen.

Søg studienævnet

Når du skal afmelde dig eksamen eller fag efter tidsfristen, skal du søge studienævnet om dispensation gennem SPOC.

Under dispensationsansøgninger vælger du: Ansøgning om framelding til fag og/eller eksamen.

Vedlæg relevant dokumentation

I ansøgningen skal du vedlægge relevant dokumentation for årsagen til, at du ikke har mulighed for at deltage i eksamen. Relevant dokumentation kunne være:

  • Din erklæring om tilknytning til Syddansk Elite (vigtigt!)
  • Trænings- og/eller kampplan, der viser at din sportslige aktivitet har været øget i eksamensperioden.

Det hænder, at en turnering, en træningslejr eller lignende uventet kommer til at ligge oven i din eksamen. Sker det, er det vigtigt, du forholder dig til situationen så hurtigt som muligt. 

Kontakt Syddansk Elite inden du sender din ansøgning.

Vil du afmeldes eksamen?

Så skal du sende en ansøgning via spoc.sdu.dk og vedlægge dokumentation for årsagen til, at din eksamen skal aflyses

Vil du have en alternativ eksamensform? 

En alternativ eksamensform kunne være:

  • Skriftlig stedprøve du ikke kan nå hjem til: Her kan du eventuelt foreslå samme skriftlige stedprøve, blot med en lokal tilsynsførende. Den lokale tilsynsførende skal kunne udlevere din eksamensopgave, overvåge dig efter samme retningslinjer, som hvis du tiltog i en eksamen på SDU's lokaliteter, og slutteligt indsamle din besvarelse, når tiden er gået. Husk, den lokale tilsynsførende må hverken have en personlig eller økonomisk relation til dig. Et eksempel på en relevant tilsynsførende kunne være en ansat på et nærliggende universitet
  • Mundtlig eksamen: Her kan du eventuelt foreslå, at eksamen kan foregå online over ZOOM, TEAMS eller lignende
  • Anden prøveform: Forsøg at foreslå en alternativ eksamensform, som ligger så tæt op af den oprindelige eksamensform som muligt

Tag fat i Syddansk Elite, hvis du skal ansøge om en alternativ eksamensform.

Vedlæg relevant dokumentation

I ansøgningen skal du vedlægge relevant dokumentation for årsagen til at du ønsker en alternativ eksamensform. Relevant dokumentation kunne være:

  • Dokumentation for at du befinder dig i f.eks. i udlandet i perioden, hvor din eksamen ligger (Flybillet, udtalelse fra træner m.m.)
  • Træningsplan, som beskriver du er væk i den perioder, hvor du har din eksamen
  • En udtagelse, der dokumenterer, at du er udtaget til stævnet. (fx udtalelse fra trænereren, eller en holdopstilling, hvor dit navn står på)
  • Erklæring om din tilknytning til Syddansk Elite

Søg om en alternativ eksamensform så hurtigt som du kan

Studienævnet vil så ud fra din ansøgning og din dokumentation vurdere, om det er muligt, at du kan deltage i eksamen på ændrede vilkår.

Det er vigtigt, at du får søgt om en alternativ eksamensform så hurtigt, som det er muligt for dig. Ansøgninger til studienævnet skal ofte være dem i hænde senest 14 dage inden, de afholder mødet, og de holder kun møder én gang om måneden.

Send din ansøgning, selvom du ikke kan nå det inden for fristerne 

Hvis du f.eks. bliver indkaldt til et stævne eller en træningslejr, hvor du ikke kan nå at lave en ansøgning inden for fristerne, så skriv og send din ansøgning så hurtigt som muligt alligevel. Nogle gange kan studienævnene foretage en beslutning uden om møderne. Aftal eventuelt med din underviser, om vedkommende også tænker, det også er en realistisk alternativ studieplan for ham eller hende. 

Husk også at  kontakte Syddansk Elite og få vejledning. 

Består du ikke den ordinære prøve, eller udebliver du fra den ordinære prøve, kan du tilmelde dig en omprøve (2. og 3. prøveforsøg). Du har i alt 3 forsøg til at bestå. (undtaget en eventuel førsteårsprøve).

Tilmeldingen til en omprøve sker gennem SDU studenterselvbetjening.

Skal der rettes i din studieplan?

Som eliteidrætsstuderende kan der opstå udfordringer med din studieplan, hvis du dumper en eksamen. Dette fag skal nemlig tilpasses senere på semesteret eller i et senere semester, hvilket muligvis vil skabe en øget studieaktivitet for dig som eliteudøver.

Ønsker du omprøve i samme semester som din ordinære prøve?

Du vil altid få tilbudt muligheden for et 2. prøveforsøg inden for samme semester som din ordinære prøve. Tilbuddet om 2. prøveforsøg kan dog godt ligge i det efterfølgende semester, da den såkaldte eksamenstermin strækker sig længere end semesterets afslutning.

OBS! Nogle studier følger andre strukturer og vil have andre eksamensterminer end beskrevet her. Tilbuddet om dit 2. prøveforsøg vil i disse tilfælde komme så hurtigt som muligt – eller senest 6 måneder efter at den ordinære prøve er blevet afholdt.

Se din studieordning, hvad der gælder for dig, eller snak med Syddansk Elite eller en vejleder på dit studie.

Ønsker du omprøve i et senere semester?

Så har du mulighed for at tilmelde dig prøven, næste gang faget udbydes ordinært. Vær dog opmærksom på, om faget indgår i førsteårsprøven, for så skal du som udgangspunkt have bestået faget inden 2. semesters eksamenstermin er slut. Der er dog mulighed for at søge om dispensation for dette som eliteidrætsstuderende.

Tag derfor fat i Syddansk Elite, hvis du dumper en eksamen, så vi har mulighed for at hjælpe dig med at søge eventuelle dispensationer og tilpasse din fremtidig studieplan.

Syddansk Elite muliggør dét at tage en uddannelse, selvom du er bosiddende i udlandet grundet din sport. Dine muligheder kan dog afhænge af hvilken uddannelse du ønsker at søge ind på, da mange af vores uddannelser inkluderer fysisk fremmøde, som en del af bestå kravet.

Fysisk fremmøde til undervisningen

Da ingen uddannelser er ens mht. prøveform, anbefales det, at du læser studieordningen og de dertilhørende krav ordentligt igennem, inden du søger ind på en uddannelse. Tag også gerne fat i en eliterådgiver i Syddansk Elite.

Idræt, medicin, klinisk biomekanik er bl.a. nogle af de uddannelser, der giver udfordringer hvis man er bosiddende i udlandet og vi anbefaler sjældent at man som eliteidrætsstuderende påbegynder disse uddannelser fra udlandet, da der er en del fysisk fremmøde på det første år, som er svært at få dispensation for.

Det betyder dog ikke, at du skal opgive håbet, hvis du har interesse for nogle af ovenstående uddannelser og bor i udlandet. Tag fat i en eliterådgiver i Syddansk Elite, så snakker vi dine muligheder igennem sammen og forsøger at finde en løsning, der kan fungere for dig.

Buddy-ordningen kan hjælpe dig

Som bosiddende i udlandet, har du af gode grunde ikke mulighed for at deltage i forelæsningerne på Campus. Derfor har du mulighed for at få tilknyttet en study-buddy, der:

  • Hjælper dig med at opbygge et netværk blandt dine medstuderende
  • Hjælper dig med noter og evt. lydoptagelse, såfremt det tillades fra underviseren
  • Viderebringer vigtige informationer fra undervisere

Vi anbefaler alle vores udøvere selv at forsøge at finde en study-buddy, gennem its-learning, en facebook-gruppe eller direkte kontakt til en medstuderende, men skulle der opstå udfordringer, hjælper vi gerne med at finde en, som har lyst til at hjælpe.

Eksamen

Eliteidrætsstuderende der er bosiddende i udlandet, har mulighed for at søge om at tage eksamen i udlandet. Du kan læse mere om dette her.

 

 

Når du er i udlandet, og gerne vil deltage i en eksamen, der foregår i Danmark, så skal du sende en ansøgning til studienævnet og søge om en alternativ eksamensform.

Kontakt Syddansk Elite inden du sender din ansøgning.

En alternativ eksamensform kunne være:

  • Skriftlig stedprøve i Danmark: Her kan du eventuelt foreslå samme skriftlige stedprøve, blot med en lokal tilsynsførende. Den lokale tilsynsførende skal kunne udlevere din eksamensopgave, overvåge dig efter samme retningslinjer, som hvis du tiltog i eksamen i Danmark, og slutteligt indsamle din besvarelse, når tiden er gået. Husk, den lokale tilsynsførende må hverken have en personlig eller økonomisk relation til dig. Et eksempel på en relevant tilsynsførende kunne være en ansat på et nærliggende universitet.
  • Mundtlig eksamen: Her kan du eventuelt foreslå, at eksamen kan foregå online over ZOOM, TEAMS eller lignende
  • Anden prøveform: Forsøg at foreslå en alternativ eksamensform som ligger så tæt op af den oprindelige eksamensform som muligt.

Vedlæg relevant dokumentation

I ansøgningen skal du vedlægge relevant dokumentation for årsagen til dit udenlandsophold. Relevant dokumentation kunne være:

  • Dokumentation for at du befinder dig i udlandet i perioden, hvor din eksamen ligger (Flybillet, udtalelse fra træner m.m.)
  • Træningsplan, som beskriver du er væk i den perioder, hvor du har din eksamen
  • En udtagelse, der dokumenterer, at du er udtaget til stævnet. (fx udtalelse fra trænereren, eller en holdopstilling, hvor dit navn står på)
  • Hvis du er permanent bosiddende i udlandet så dokumentation for dette (f.eks. en lejekontrakt på din lejlighed eller lignende)
  • Erklæring om din tilknytning til Syddansk Elite

Søg om en alternativ eksamensform så hurtigt som du kan

Studienævnet vil så ud fra din ansøgning og din dokumentation vurdere, om det er muligt, at du kan deltage i eksamen på ændrede vilkår.

Det er vigtigt, at du får søgt om en alternativ eksamensform så hurtigt, som det er muligt for dig. Ansøgninger til studienævnet skal ofte være dem i hænde senest 14 dage inden, de afholder mødet, og de holder kun møder én gang om måneden.

Du kan altid søge om orlov, som studerende på en videregående uddannelse.

Hvad er en orlov?

En orlov er et semesters pause fra studierne. I praksis betyder det at få orlov, at alle frister, f.eks. tidsfrister, skubbes med op til 6 måneder ad gangen for hvert semesters orlov du får bevilliget.

Læs de generelle regler om orlov

Hvis du har brug for mere end et semesters orlov

Hvis du som eliteidrætsstuderende går med tanker om orlov, f.eks. for at kunne fokusere på sporten op mod OL eller på anden vis har brug for en pause fra studiet grundet din sport, så er det muligt at ansøge om orlov i længere tid end 6 måneder.

 Tag fat i Syddansk Elite, hvis du overvejer at søge orlov.

Du kan selvfølgelig stadig være en del af Syddansk Elite, selvom du er blevet skadet, hvis du har en forventning om at komme tilbage til samme niveau.

For mange udøvere kan være en del ændringer forbundet med en skade. For nogle fylder sporten mindre og har derfor et ønske om at bruge mere tid på uddannelsen i deres skadesperiode.

Har du ændringer til din studieplan?

Hvis du ønsker at bruge mere tid på studiet i din skadesperiode, kan vi lave ændringer i din studieplan der gør, at din studieaktivitet øges. Tag kontakt til Syddansk Elite og din faglige vejleder, hvis du ønsker at øge din studieaktivitet i din skadesperiode.

Vi tilbyder sportspsykologisk vejledning

En skade kan også være hårdt mentalt. Derfor tilbyder Syddansk Elite også sportspsykologisk vejledning til dig, som oplever mentale udfordringer i forbindelse med din skade.

Hvis du ønsker sportspsykologisk vejledning, kan du tage kontakt til Syddansk Elite.

Hvis du rykker ned med sit hold eller skifter klub, som medfører at det sportslige niveau falder, betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke stadig kan være en del af Syddansk Elite.

Hvis der sker ændringer i dit sportslige niveau, skal din situation skal vurderes på ny af vores optagelsesudvalg. Det er derfor vigtigt, at du tager fat i Syddansk Elite, hvis din sportslige situation ændrer sig, så vi kan tage en snak om dine muligheder fremadrettet.

 

Sidst opdateret: 01.02.2024