 
            Ministerbesøg på SDU sætter fokus på digital suverænitet og dansk cloud-infrastruktur
Den 27. oktober lagde digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen vejen forbi Syddansk Universitet. Her blev hun introduceret til UCloud – Danmarks mest brugte supercomputerplatform.
 
Mandag den 27. oktober havde Institut for Matematik og Datalogi (IMADA) og SDU eScience Center på Det Naturvidenskabelige Fakultet fornøjelsen af at byde digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen velkommen. Anledningen var et ønske om at sætte fokus på, hvordan dansk forskning kan bidrage til at styrke Danmarks digitale uafhængighed og suverænitet.
Under besøget blev ministeren blandt andet introduceret til UCloud – en open source cloudplatform udviklet og drevet på SDU gennem de seneste otte år.
“SDU har et stort fokus på digital suverænitet og på at udvikle cloudløsninger, som er skabt i Danmark – og som kan kontrolleres af Danmark. Det er jo noget, vi taler mere og mere om: Hvordan vi gør os mere uafhængige og hvordan vi får bedre styr på vores digitale infrastruktur. Det er noget af det, jeg prøver at lære lidt om i dag,” fortalte Caroline Stage Olsen under sit besøg.
UCloud er Danmarks nationale platform for interaktiv højtydende beregning (HPC) og Europas mest benyttede supercomputer til forskning. Med mere end 18.000 brugere på tværs af universiteter, myndigheder og virksomheder fungerer platformen som en konkret manifestation af, hvordan danske løsninger kan fremme digital uafhængighed.
“Ægte digital suverænitet kræver offentlig infrastruktur, som man kan inspicere, kontrollere og forbedre. UCloud gør suverænitet til mere end et slogan – til et levende, open source, fælles gode. Europas største forskningscloud er bygget i Danmark. Investering i åben infrastruktur som UCloud er måden, vi kan sikre vores digitale fremtid på,” sagde professor Claudio Pica, leder af SDU eScience Center.
 
Et ansvar for samfundet
Rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose, deltog også på mødet og bidrog aktivt til drøftelserne om, hvordan universiteter kan være med til at fremtidssikre Danmarks digitale infrastruktur.
Besøget gav anledning til en dybere samtale om det ansvar, som forskningsinstitutioner har i en tid, hvor digitaliseringen gennemsyrer alle samfundslag – fra sundhedsvæsen og uddannelse til energisektor og offentlige services. På SDU er digital suverænitet derfor ikke blot et teknologisk projekt, men også en samfundsmæssig forpligtelse.
“Vi skal kunne stole på den digitale infrastruktur, vores samfund bygger på. Digital suverænitet handler om sikkerhed, tillid og uafhængighed – men også om ansvar. På SDU bidrager vi til den indsats gennem forskning og udvikling, der styrker Danmarks teknologiske handlekraft og skaber løsninger til gavn for hele det samfund, vi tjener,” sagde Jens Ringsmose.
Ud over at SDU’s forskere arbejder med udvikling af sikre cloudløsninger via eksempelvis UCloud, findes der også forsknignsfokus på post-kvantekryptografi og datainfrastruktur, der bygger på princippet om gennemsigtighed, hvor alt data kan tilbagespores. Denne tilgang positionerer universitetet som en nøglespiller i arbejdet med at skabe et mere robust og uafhængigt digitalt Danmark.
 
Brobygning mellem forskning og samfund
Besøget afsluttedes med en rundvisning i universitetets supercomputer-faciliteter, hvor ministeren blev introduceret til den avancerede infrastruktur, der understøtter både nationale og internationale forskningsprojekter.“Det var en stor glæde at have digitaliseringsministeren på besøg på det naturvidenskabelige fakultet. Vores forskning og uddannelser spiller en central rolle i den digitale transformation af samfundet – fra kunstig intelligens og datascience til bæredygtighed og bioinformatik. Besøget gav en værdifuld mulighed for at drøfte, hvordan vi sammen kan styrke broen mellem naturvidenskab og digital udvikling af samfundet,” sagde Marianne Holmer, dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet.
