Skip to main content
DA / EN
Månedens SDU-profil

Alle veje skal føre til Vejle

Med ansættelsen af Davide Taibi som den ene af to LEGO® Chairs til den nye campus får SDU en højt profileret forskerprofil, der både tager ekspertise og kærlighed med til Vejle.

Af Nicolai Lynge Drost, , 30-10-2025

Davide Taibi er manden, der fra 1. november kan sætte sig i den ene af to LEGO ® Chairs på Syddansk Universitets nye campus i Vejle. Den internationalt anerkendte professor skal fungere som centerleder for den naturvidenskabelige del af forsknings- og undervisningsmiljøet, og det er en opgave, han glæder sig til.

- Jeg ser frem til at tage del i opbygningen af SDU Vejle. Vi har ambitioner om at blive den videnskabelige drivkraft for industrien i regionen, og her bliver samarbejdet med LEGO Koncernen og de andre virksomheder særligt interessant. Målet er at skabe et miljø, hvor universitetet og industrien kan vokse sammen og udveksle viden igennem eksempelvis studiejobs, forelæsninger eller internationale konferencer.

- Selvfølgelig skulle jeg søge stillingen.

Banebrydende teknologi og solid grundforskning

Davide Taibis forskningsfelt kredser om softwarearkitektur, og nu starter arbejdet med at få sat det rette hold med forskere i absolut topklasse.

- Målet er at skabe et forskningsbaseret center med internationale kapaciteter, hvor undervisning og forskning går hånd i hånd. Vi skal fungere som ét hold, der både udvikler banebrydende teknologi og bedriver solid grundforskning. På den måde kan vi løfte vores faglige niveau, styrke SDU’s position og vokse sammen som et samlet akademisk miljø.

Forskning og kærlighed følger med til Vejle

Davide Taibi er italiensk og har senest været ansat hos Oulu Universitet i Finland. Men det er ikke kun ham, der drager mod Syddansk Universitet i Vejle fra det finske. Valentina Lenarduzzi starter ligeledes i et professorat på SDU, og hun og Davide er et par – både privat og fagligt.

- Jeg har arbejdet sammen med Valentina i mange år – faktisk siden hun begyndte på sin ph.d., lige efter jeg afsluttede min. Vi supplerer hinanden rigtig godt: jeg er mere fokuseret på software metrics, mens hun er stærk teknisk og metodisk inden for computer science.

- Vi fungerer som et fælles team, der både forsker, underviser og vejleder sammen. Selvfølgelig prøver vi at adskille arbejde og privatliv, men når man brænder for det, man laver, kan det være svært ikke at fortsætte samtalen over middagsbordet.

Forskning der giver adgang til hele verden

Davide Taibi elsker at opleve verden, og det er der rig mulighed for som professor med stor ekspertise inden for sit forskningsområde. Dette er godt eksemplificeret ved interviewet her, der foregår via en videoforbindelse mellem Odense og Hawaii, hvor Davide Taibi deltager i en international konference.

- Jeg er optaget af at se verden, og det har jeg heldigvis rig mulighed for sammen med min kone. Vi har mange rejsedage om året, da vi deltager i de samme konferencer, så det er en perfekt mulighed for at kombinere arbejde med rejselyst.

Begejstret for Vejle

Nu starter et nyt kapitel i Vejle, hvor parret er flyttet til. Davide Taibi er opvokset ved alperne, og selvom Vejle kan byde på Chr. Winthersvej-bakken, så er det ikke helt det samme som i Italien. Den nye hjemby har dog allerede betaget dem.

- Vi glæder os til at flytte ind i vores nye lejlighed i Vejle og blive en del af byen – både som forskere og som par. Vejle virker som en fantastisk smuk og dejlig by, og vi ser frem til at udforske den endnu mere, siger han og fremhæver den skønne natur og fjord.

Netop fjorden kan være et sted, Davide Taibi kommer til at bruge lidt tid udover i campusbygningen. Han har en fortid som elite-roer fra teenageårene, og han er ikke afvisende for at genoptage karrieren, dog på amatørplan.

Vil være den fremragende vejleder, han selv havde

De første voksenår blev et tidspunkt, hvor den internationale forskerprofil stod ved en skillevej. Den akademiske karriere blev tilvalgt frem for arbejde, og det skyldtes særligt en professor, der under hans uddannelse overbeviste ham om at fortsætte som ph.d.-studerende. Han har i høj grad inspireret Davide Taibi til, hvordan man er en god vejleder.

- Han var virkelig passioneret, og det gjorde en enorm forskel for min lyst til at forske. Det prøver jeg at give videre til mine egne studerende. Jeg tager næsten altid med dem til konferencer, så jeg kan introducere dem til gode kontakter og hjælpe dem ind i forskningsfællesskabet. Det handler ikke kun om at præsentere sin forskning, men også om at lære at begå sig, skabe relationer og blive en del af det akademiske miljø.

SDU Vejles første LEGO ® Chair er desuden meget glad for musik, og han samler på sjældne guitarer. Nu starter arbejdet med at få orkestreret holdet af forskere, der skal sikre succes til SDU Vejle. Og her er det centralt at finde kompetencerne som forsker og menneske.

- Jeg prioriterer at være nærværende for de unge forskere. Jeg har altid set på mine forskergrupper som en familie – vi deler idéer, støtter hinanden og vokser sammen som både forskere og mennesker.

Davide Taibi er ansat på Institut for Matematik og Datalogi ved Det Naturvidenskabelige Fakultet.

 

Redaktionen afsluttet: 30.10.2025