Skip to main content
DA / EN
Naturbeskyttelse

Hvor kan jaguarerne stadig bevæge sig frit?

Den hidtil største kortlægning af jaguarers levesteder afslører, hvor bestandene stadig kan nå hinanden, og hvor de risikerer at blive isoleret.

Af Birgitte Svennevig, , 01-10-2026

Jaguaren har mistet omkring halvdelen af sit historiske udbredelsesområde.

Et nyt studie viser nu, hvor artens vigtigste tilbageværende levesteder ligger, og hvor de korridorer, der forbinder bestandene, er under pres.

I dag kan jaguarer stadig bevæge sig frit gennem et sammenhængende landskab på 6,5 millioner kvadratkilometer, der strækker sig gennem 11 lande og fire af Sydamerikas vigtigste naturregioner: Amazonas, Llanos, Pantanal og Chaco. Det er et af de sidste steder i verden, hvor et stort kattedyr stadig kan bevæge sig frit på tværs af enorme sammenhængende naturområder.

En jaguar drikker vand i et vandløb.

Forbindelserne er brudt

Andre steder ser situationen mere alvorlig ud. I Mexico og Mellemamerika er forbindelserne mellem bestandene flere steder brudt, og i Brasiliens atlantiske regnskov ser jaguarerne ud til næsten at være fuldstændig afskåret fra resten af artens udbredelsesområde.

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Global Change Biology og kan ses her. Førsteforfatter er Guilherme Costa Alvarenga fra University of Oxford og Mamirauá Institute for Sustainable Development. Arbejdet blev co-ledet af naturbeskyttelsesforskerne Samuel Cushman og Żaneta Kaszta. Da studiet blev lavet, var Samuel Cushman tilknyttet University of Oxford og Żaneta Kaszta Northern Arizona University. I dag er Cushman professor og Kaszta adjunkt på Biologisk Institut på Syddansk Universitet. Sammen stod de i spidsen for et internationalt forskerhold med mere end 40 deltagere.

Forskerne brugte GPS-data fra 172 jaguarer til at modellere, hvordan dyrene bevæger sig gennem landskabet fra Mexico til Argentina. Det er første gang, der er lavet et kort over hvordan jaguarbestande i hele artens udbredelsesområde er forbundne, som er baseret på faktiske bevægelsesdata. Analysen bygger på metoder til modellering af økologisk sammenhæng, som Cushman har udviklet gennem de seneste to årtier.

Et kort viser hvor jaguarer lever i Syd og Mellemamerika.

Korridorer i landskabet er afgørende

Studiet har identificeret 307 kerneområder for jaguarer, som tilsammen dækker omkring 7,75 millioner kvadratkilometer, svarende til omtrent Australiens areal. Omkring halvdelen af disse områder ligger inden for beskyttede naturområder.

Forskerholdets mål var at kortlægge, hvor og hvordan jaguarernes levesteder er forbundet af landskabskorridorer. Korridorerne er afgørende for, at de enkelte dyr kan bevæge sig mellem levestederne, og for at bestandene kan bevare kontakten med hinanden.

Forskerne rangerede 176 korridorer mellem kerneområderne og 507 potentielle korridorer mellem 905 beskyttede områder og oprindelige folks territorier. Dermed peger studiet på de steder, hvor naturbeskyttelsesindsatser kan gøre mest for at styrke sammenhængen mellem bestandene i fremtiden.

man kigger ned i en skovbund i Amazonas, hvor nogle planter med meget store blade vokser. et menneske rækker hånden ned, så man kan se, at et blad er næsten 10 gange så stort som hånden.

Pengene skal bruges bedst muligt

– Formålet med rangeringen er at hjælpe naturbeskyttelsen med at prioritere de steder, hvor begrænsede ressourcer kan gøre størst forskel, siger Żaneta Kaszta.

Sam Cushman tilføjer:

– Amazonas giver stadig jaguarerne en mulighed, som de fleste andre store kattedyr har mistet. Men et stærkt kerneområde er ikke nok. Uden korridorer mellem bestandene vil isolerede populationer langsomt forsvinde.

Modeller af landskabers sammenhæng spiller en stadig større rolle i naturforvaltning og bevaringsarbejde. Efterhånden som modellerne bliver mere avancerede, og forskerne får adgang til flere data, kan de inddrage information om arternes udbredelse, bestandstæthed og spredningsevne. Det giver et mere realistisk billede af, hvordan dyr faktisk bevæger sig gennem landskabet.

Lignende modeller har blandt andet afsløret alvorlige udfordringer for forbindelserne mellem tigerbestande i Sydøstasien, bjørnebestande i Iran og løvebestande i Afrika.

Mød forskeren

Sam Cushman er professor på Biologisk Institut og Chair ved Danish Centre for Advanced Study. Han er medleder af det Carlsbergfondet-finansierede Danish Centre for Eco-Recovery.

Gå til profil

Redaktionen afsluttet: 01.10.2026