Arkæologisk fælde: Fisk kan få skeletter til at se alt for gamle ud

I Svendborg lå engang et franciskanerkloster, og ligesom ved andre klostre i landet var der stor prestige i at blive begravet så tæt på klostrets kirke som muligt – ja, faktisk helst inde i selve kirken, f.eks. ved kapitelsalen eller langs klostergangen.

Skelettet fra et af de mennesker, der i Middelalderen fik så fornem en begravelse i Svendborg, er siden blevet udgravet og kendes i dag som skelet III9B. Nu får skelettet igen videnskabelig opmærksomhed, fordi der er noget helt galt med dets alder.

Skelettet er dateret med kulstof 14-metoden – en metode, som bruges over hele verden, og som i snart 75 år har været regnet for en sikker, videnskabelig dateringsmetode af kulstofbaseret materiale.

27 menneskers rester er blevet undersøgt på ny

Men nu peger et dansk/hollandsk forskerhold på, at en helt særlig omstændighed kan forårsage væsentlige fejl i kulstof 14-dateringer:

- Hvis den døde spiste mange ferskvandsfisk i sin levetid, kan det få knoglerne til at fremstå ældre, end de reelt er. Det kan være mange hundrede år, og det kan svinge meget, forklarer professor emeritus Kaare Lund Rasmussen fra Cultural Heritage and Archaeometric Research Team på SDU. Han er ekspert i at foretage kemiske analyser af kulturarvsgenstande.

Sammen med kollegerne Johannes van der Plicht fra Center for Isotope Research i Groningen, Holland, og Jesper Lie Boldsen fra Retsmedicinsk Institut på SDU har han efterprøvet dateringen af 27 mennesker, der blev begravet på en af Danmarks ca. 140 middelalderlige klosterkirkegårde eller endda inde i selve kirkerne. De må altså nødvendigvis være blevet begravet, efter at klostrene og de tilhørende kirker blev bygget.

Skelet III9B fra Svendborg

Et af disse mennesker er III9B fra Svendborg, som hidtidige kulstof 14-dateringer har konkluderet, døde på et tidspunkt mellem 1100 og 1155 e.Kr. Men byens franciskanerkloster blev først grundlagt i 1236 – næsten 100 år senere. Det stemmer tydeligvis ikke overens.

- Vi ser med sikkerhed fejldatering i yderligere fem af de 27 skeletter, hvis datering vi har efterprøvet. Resultaterne viser med al tydelighed, at der er tale om et kæmpestort problem. Ikke bare i Danmark, men formodentlig også i resten af Europa, siger Kaare Lund Rasmussen.

Blandt de seks fejldaterede er for eksempel et skelet fra Mariaklostret i Viborg, der tidligere er blevet kulstof 14-dateret til, at den seneste ende af dateringsintervallet er år 976 – det er mere end 200 år, før klostret blev opført.  Ved cistercienserklostret i Øm optræder problemet i tre begravelser.

Hvad er forklaringen?

For at gøre opmærksom på problemet har Kaare Lund Rasmussen og kollegerne udgivet et ”word of warning” i det videnskabelige tidsskrift npj Heritage Science, som de håber, at arkæologer og andre, der arbejder med kulstof 14-dateringer af fiskespisende dyr og mennesker, til sig.

Forklaringen på fejldateringerne skal findes i noget, personen spiste, mens vedkommende levede: ferskvandsfisk. Ferskvandsfisk fra søer og floder kan nemlig indeholde mindre kulstof-14 end fødevarer fra landjorden. Det skyldes udtrækning af gammelt kulstof i sediment fra søers eller floders bredder. Når dette kulstof gennem kosten bliver bygget ind i menneskets knogler, kan en senere kulstof-14-datering få knoglerne til at fremstå ældre, end de faktisk er.

- I yderste fald kan en fisk fra eksempelvis Rhinen fremstå op til 1300 år ældre end en samtidig organisme fra landjorden. Det betyder ikke, at man bare skal trække 1.300 år fra dateringen af et menneske, som har spist ferskvandsfisk. Tværtimod. Det særlige problem med ferskvand er, at effekten varierer ekstremt. Det kan være alt fra nul til 1000 år, forklarer Kaare Lund Rasmussen.

Samme, men mere overskuelige effekt i saltvand

Det er på denne baggrund, at han og kollegerne nu opfodrer andre til at huske på ”ferskvands-fælden” og sørge for relevant korrigering, når de skal lave kulstof-14 dateringer.

Havets saltvandsfisk kan også få menneskeknogler til at fremstå ældre, end de er. Også her varierer effekten geografisk mellem forskellige dele af verdenshavene, men den er trods alt mere forudsigelig end effekten i ferskvand.

For eksempelvis Nordsøens vedkommende er effekten ifølge forskerne veletableret til omkring 400 år. En organisme, der udelukkende har fået sit kulstof fra den marine fødekæde, kan derfor – i modsætning til ferskvands-organismer – altså korrigeres med udgangspunkt i en kendt effekt.