|
På en række bacheloruddannelser (find din bacheloruddannelse) skal du vælge et tilvalg eller sidefag på dit tredje studieår. Det giver dig en bredere faglighed og gør dig i stand til at arbejde med problemstillinger fra flere faglige vinkler. Tilvalg findes kun på bachelorniveau. Sidefag kan du derimod fortsætte med på en kandidatuddannelse, hvis du ønsker det. |
En tilvalgsuddannelse, der bruger kommunikation som redskab i kulturens verden
Evnen til at kommunikere kan bruges på mange forskellige arbejdspladser, for eksempel kulturinstitutioner og kulturforvaltninger, produktionsselskaber, pressebureauer, biblioteker og forlag – og generelt alle steder, hvor der findes en kommunikationsfunktion.
Tilvalgsuddannelsen i Kommunikation, retorik og formidling (KRoF) giver dig redskaber til at arbejde professionelt med kommunikation på tværs af platforme. Eksemplerne hentes fra kulturens verden, men de metoder og teknikker, du lærer, kan også anvendes i andre sammenhænge.
Samtidig bliver du introduceret til aktuelle diskussioner i kulturlivet og inden for kulturformidling.
Teori og praksis i tæt samspil
På tilvalget kobles teori og praksis løbende. Om foråret gennemfører du et praktikophold på mindst otte uger, hvor du typisk arbejder med opgaver som tekstproduktion til hjemmesider, kommunikation på sociale medier, udvikling og redigering af manuskripter, korrektur, pressemeddelelser, nyhedsbreve og planlægning af events.
Praktikken giver dig mulighed for at præge din uddannelse i den retning, du selv ønsker, og giver dig erfaring med kultur og kommunikation i praksis.
Derfor skal du læse Kommunikation, retorik og formidling
- Du opnår en bred viden inden for kommunikation og udvikler samtidig konkrete, erhvervsrettede kompetencer.
- Du kommer i praktik og får erfaringer, der styrker dit cv og hjælper dig med at afklare din fremtidige karriereretning og valg af kandidatoverbygning.
- Dine kompetencer inden for kommunikation og formidling giver dig mulighed for at arbejde inden for en bred vifte af jobfunktioner i både den private og den offentlige sektor.
Hør mere om tilvalget
Søren Vigild Poulsen, underviser på Kommunikation, retorik og formidling, fortæller om tilvalget.