Hvad kan du med kandidat i Chemistry?
Som kemiker kan du finde beskæftigelse i industrien inden for en lang række områder. Med din viden om organisk kemi kan du for være med til at udvikle og producere nye lægemidler eller stoffer til andre anvendelser, for eksempel plastik.
Med din viden inden for miljøkemi kan du undersøge, hvor forurening stammer fra, og med materialekemi kan du være med til at udvikle nye materialer til brændselsceller eller batterier.
Med erfaring inden for spektroskopi eller massespektrometri kan du som “detektiv” finde ud af, hvilke stoffer der er i en prøve, for eksempel i en dopinganalyse, eller du kan undersøge, hvordan molekylerne er opbygget.
Endelig kan du med viden inden for teoretisk kemi være med til at opbygge eller anvende computermodeller for kemiske reaktioner eller molekylers egenskaber.
Du kan desuden arbejde med kvalitetssikring af forskellige typer produkter samt med salg eller rådgivning i industrivirksomheder.
Hvis du kombinerer kandidatuddannelsen i Chemistry med et sidefag, kan du opnå undervisningskompetence på gymnasieniveau i begge fag. Som kemiker kan du også blive ansat som underviser på professionshøjskoler og andre højere læreanstalter.
Jobmuligheder
Herunder kan du se eksempler på mulige jobtitler med en kandidat i Chemistry:
- Analysekemiker
- Proceskemiker
- Specialist i kvalitetskontrol
- Forsker
- Formuleringskemiker
- Miljøkemiker
- Laboratorieleder