Skip to main content
DA / EN

Udviklingsingeniør med ekspertise i mekanik

  • Denne uddannelse kan læses i Sønderborg
  • Denne uddannelse foregår på engelsk

Som nyuddannet mekatronikingeniør sprang Poul Anders Thomsen direkte ind i et udviklingsprojekt, da han for ni måneder siden blev ansat hos Linak. Her er han med til at udvikle en ny elektrisk lineær aktuator, dvs. et apparat, som kan skubbe eller løfte genstande med stor kraft og bruges til fx patientløftere eller hospitalssenge.

”I forbindelse med projektet er jeg involveret på mange områder. Jeg bruger bl.a. tid på idé- og konceptudvikling, planlægning og udførsel af tests, økonomi, CAD-konstruktion, korrespondance med leverandører foruden de mere traditionelle ingeniøropgaver såsom beregninger,” siger han.

Specialist i mekanik
Som udviklingsingeniør har Poul Anders en specialistfunktion og arbejder særligt med de mekaniske udfordringer. Det betyder, at han har ansvar for udviklingsopgaver, hvor rammerne på forhånd er definerede ud fra kundens krav.

”Når vi arbejder på nye produkter, er det min opgave at beregne, undersøge, teste, dokumentere – og i samarbejde med andre – vurdere mulighederne. På den måde får vi det bedste resultat,” siger han.

Udvikler efter økonomi og kvalitet
Aktuatoren bliver udviklet, fordi kunderne efterspørger en stærkere og billigere model, og disse forventninger kan være udfordrende at imødekomme, fortæller Poul Anders:

”Vi bliver hele tiden udfordret på, at kostprisen skal holdes under et vist niveau, så derfor arbejder jeg med at finde en simplere og billigere konstruktion. Derfor er det en balancegang at udvikle et produkt, der virker efter hensigten, og samtidig er i det rigtige prislejde – hvis løsningen er for dyr, er det tilbage til tegnebrættet igen,” siger han.

Fakta

Det tager 3,5 år at blive diplomingeniør i Mechatronics. På studiet kommer du bl.a. til at arbejde med temaerne:

- Discover Mechatronics
- Build Mechatronics
- Develop Mechatronics
- Mechatronics and the Environment

På 6. semester er du i praktik i en dansk eller international virksomhed, og på sidste semester skriver du afgangsprojekt.

Det Tekniske Fakultet Syddansk Universitet

  • Alsion 2
  • Sønderborg - DK-6400

Sidst opdateret: 13.01.2022