Skip to main content
DA / EN
 

Hvorfor vælge Software Engineering?

Software er den digitale infrastruktur, der får moderne samfund til at fungere. Det gælder alt fra apps og intelligente systemer til store softwareløsninger i sundhedsvæsenet, industrien, energisektoren og den offentlige sektor.

På civilingeniøruddannelsen i Software Engineering lærer du at udvikle software, der passer til de mennesker og organisationer, som skal bruge den. Du arbejder med hele processen fra behovsanalyse og idéudvikling til design, programmering, test, implementering og videreudvikling.

Uddannelsen i Sønderborg foregår i et internationalt studiemiljø og har tæt kontakt til virksomheder. Du arbejder projektorienteret og får kompetencer, der er efterspurgte på et arbejdsmarked, hvor software spiller en stadig større rolle.

Software Engineering er for dig, der…

  • vil udvikle software, apps og digitale systemer, der kan bruges i praksis
  • er nysgerrig på, hvordan teknologi kan løse problemer for mennesker, virksomheder og samfund
  • vil arbejde med programmering, softwarearkitektur, cybersikkerhed og intelligente systemer
  • gerne vil samarbejde med andre og udvikle software i en international kontekst

Hvad lærer du?

På uddannelsen lærer du at udvikle software fra bunden og videreudvikle eksisterende løsninger. Du lærer at undersøge behovet for softwaren, beskrive og analysere krav, designe løsninger, programmere og teste softwaren, så den fungerer for brugerne.

Du arbejder med softwareprogrammering, softwaresystemer, distribuerede systemer, indlejrede enheder, intelligente komponentbaserede systemer, softwarearkitektur og cybersikkerhed. Du får også kompetencer til at lede udvikling og implementering af software og til at samarbejde på tværs af faggrupper og kulturer.

Du behøver ikke kunne programmere på forhånd. Uddannelsen indeholder et introduktionsforløb til programmering, og det forventes ikke, at nye studerende har forudgående erfaring med programmering.

Undervisningsform

Uddannelsen kombinerer teoretiske kurser og praktisk projektarbejde. Hvert semester har et hovedtema, som binder undervisning og projektarbejde sammen.

Du arbejder i projektgrupper og afprøver dine kompetencer på virksomhedscases og i samarbejde med industrien. På 5. semester kan du specialisere dig via valgfag eller læse i udlandet, og på 6. semester skriver du bachelorprojekt.

Ofte stillede spørgsmål

 

Mød Amalie og Sofie, der læser til softwareingeniør

Stemningen som ingeniørstuderende i Sønderborg

Uddannelser, der ligner