Ved hjælp af virtual-reality (Meta Quest 3S) VR-briller kommer eleverne på besøg hos FUT-teleskopet på Mount Kent Observatoriet i Australien. Desuden går de på opdagelse på himlen med STELLARIUM VR og vælger objekter på himlen, som er synlige for FUT. Elerverne får en introduktion til horisont-koordinatsystemet, beregning af afstand ved måling af en vinkel, og hvordan man navigerer rundt på FUT-websiden samt arbejder med en Sol-Jord-Måne model.
Emneområder
- Astronomi: Navigering på himlen, objekters bevægelse på himlen, koordinatsystemer.
- Astronomi: Jordens rotation, Jordens omløb om Solen, Månen, årstider og observerbare fænomener.
- Astronomi: Solen, planeter, Månen, smålegemer, gravitation, planetbaner.
- Astronomi: Databehandling, praktiske observationer, astronomisk dataarkiv.
- Astronomi: Afstandsstigen, måling af vinkler på himlen.
- Fysik: Spektroskopi, transmissionsfilter, flerfarvet billeder.
- Fysik: Databehandling, praktiske observationer, astronomisk dataarkiv.
Det lærer dine elever
Efter undervisningen vil eleverne kunne forklare, hvad et fjernstyret undervisningsteleskop er, og hvordan det kan bruges til at lave astronomiske observationer fra Danmark, selv om teleskopet fysisk befinder sig i Australien. De vil få indsigt i, hvordan professionelle og undervisningsrettede observationer planlægges, udføres og efterfølgende analyseres.
Eleverne vil kunne beskrive, hvorfor teleskopets placering, tidspunktet for observationen og objektets position på himlen har betydning for, hvad man kan observere. De vil få en praktisk introduktion til horisontkoordinatsystemet og til begreber som horisont, zenit, højde og azimut. Eleverne vil desuden kunne forklare, hvordan Jordens rotation får stjerner, planeter og andre himmelobjekter til at bevæge sig hen over himlen i løbet af natten.
Gennem brug af VR og softwareprogrammet Stellarium får eleverne en konkret og visuel forståelse af nattehimlen. De lærer at genkende, at astronomiske observationer ikke kun handler om flotte billeder, men også om målinger, data, filtre, eksponeringstid, signal, støj og efterbehandling. Tilbuddet kan derfor kobles til faglige mål i fysik og astronomi om modeller, observationer, dataanalyse, eksperimentelle metoder og sammenhængen mellem teori og måling.
Eleverne vil også få indblik i, hvordan astronomiske data kan bruges i elevprojekter. Det kan for eksempel være projekter om Månen, planeterne, Jupiters måner, galakser, tåger, stjernehobe, variable stjerner, afstandsbestemmelse, parallakse, egenbevægelse eller farvebilleder optaget gennem forskellige filtre.
Forløbet varer 4–5 timer med pauser.
Der gives et indledende 30 minutter oplæg om astronomiske teleskoper ude i verdenen. Der er en lille hands-on øvelse omkring horisontkoordinater. Derefter deles klassen op i 2–3 grupper.
- Gruppe 1: Arbejder med VR-headset og besøg på Mt. Kent Observatorium og/eller arbejde med Stellarium VR.
- Gruppe 2: Trigonometri og brug af Jakobsstaven til vinkelmåling og afstandsberegning.
- Gruppe 3: Arbejde med Sol-Jord-Måne modellen og forklaring af forskellige fænomener. der står i forbindelse med Månen.
Efter 45 minutter roterer eleverne og udfører en ny aktivitet. Til sidst mødes alle og hver gruppe lægger frem og samler op med tid til spørgsmål og diskussioner.
Overordnet ansvarlig for workshoppen er adjunkt Tobias C. Hinse.
Efter aftale med underviseren.
Jo flere mulige datoer du angiver i din bookingforespørgsel, desto større er sandsynligheden for at vi kan imødekomme dine ønsker.
Der er ingen specifik frist for booking af denne workshop.
Send gerne din bookingforespørgsel i god tid.
Forud for workshoppen skal eleverne oprette en brugerkonto på FUTs webside, fut.phys.au.dk, og have kendskab til indholdet af følgende afsnit, enten ved at de selv læser det, eller ved at du som lærer gennemgår materialet i undervisningen.
- Dokumentation
- Dataarkivet
- Dataformat- og reduktion
- Billedbehandling
- Introduktion til Galakser
- Besøg Kontrolrummet
Alle elever have adgang til en e-mail-konto.
Hvis SDU besøger jer, anbefales det ved brug af Meta Quest 3S-headsets, at eleverne sidder på kontorstole, der kan drejes 360 °. Det gør oplevelsen af stjernehimlen mere realistisk.