Startup

Startup sælger nødder med historier fra Nutson Avenue

To ingeniørstuderende er begyndt at sælge eksklusive pakker med nødder. De findes nu i otte specialforretninger og satser på at komme ud i 120 butikker i løbet af det næste år

Af Stine Charlotte Hansen, , 22-08-2018

James er professor og har en forkærlighed for macadamianødder. Han bor på Nutson Avenue sammen med blandt andre Pablo og Diana. 

Måske har du allerede mødt en af dem på etiketten på en nøddepose i en cellofanindpakket gavekurv. Eller som snack til et glas vin.

Hvis ikke, kommer du formentlig snart til det.

- Vi drømmer om at blive et brand. Det er derfor, vi har skabt karaktererne på Nutson Avenue, så vi kan bruge dem i markedsføringen af nøddeposerne. Vi vil også gerne fortælle, at det er sundt at spise nødder, siger Philip Larsen Firouzian, grundlægger af startuppen Nutson Avenue.

Færdig med test og klar til salg

James, Diana, Pablo og de andre repræsenterer otte små forskellige poser, som er til salg i otte danske specialforretninger. Indtil videre.

- Vi håber, at vi kan få ti nye forhandlere hver måned fra nu og det næste år, fortæller Rasmus Bæk Lund, den anden grundlægger af Nutson Avenue.

- Vi er færdige med at teste 22 forskellige pakker og har valgt otte poser ud, vi vil gå videre med. 

Startuppen får nødderne pakket i et lille fødevarepakkeri på Fyn. 

Ved opstarten i maj fik Rasmus og Philip et beløb fra Fonden for Entreprenørskab til at købe en tragt, som de skal bruge på maskinen, når den pakker nødder. 

Økonomien løber rundt

Rasmus og Philip mødte hinanden i gymnasiet, og siden har de lavet flere projekter sammen. Nu skal de begge i gang med tredje semester af deres ingeniøruddannelser på SDU. 

De regner med at kunne drive Nutson Avenue ved siden af studierne. 

- Vi har selv lagt penge i at starte virksomheden, men nu begynder det at løbe rundt, og det gør det, til vi skalerer op til mange flere forhandlere. Så skal vi nok spæde til igen, fortæller Rasmus.

- Der er stadig ting, som kan blive smartere. Vi klistrer selv mærkater på poserne for eksempel. Så vi overvejer, om vi skal ændre indpakningen. 

En håndfuld nødder om dagen

Gutterne anslår, at de har solgt de første 40 kilo nødder, siden de startede i maj 2018. De har besluttet sig for nogle faste nøddeleverandører og får blandt andet nødder fra Skotland.

Hver pose indeholder en lille håndfuld, for startuppen retter sig efter de nationale retningslinjer for, hvor mange nødder det er sundt at spise. 

- Og det er en sund håndfuld om dagen, fortæller Philip. 

 
Følg Nutson Avenue på Instagram

Hvis du vil følge James, Chloe og de andre fra Nutson Avenue, kan du finde dem på Instagram.

Find Nutson Avenue på Instagram

Overvejer du at skabe din egen virksomhed?

Måske går du rundt med en god ide. Måske har du lyst til at starte din egen virksomhed. Kig over i Startup Station.

Læs mere om Startup Station