Skip to main content
DA / EN
Interview

Database kan blive en potentiel gamechanger i robotverdenen

Hvis man kunne genbruge robotdata fra tidligere produktionsprocesser, ville det blive langt lettere at forbedre eksisterende eller skabe nye robotløsninger. Netop det er ambitionen med ReRoPro-projektet på SDU. Her forklarer professor Norbert Krüger fra SDU, hvad det går ud.

Af Sebastian Wittrock, , 26-01-2023

Det lyder egentlig meget enkelt. En robotdatabase ville kunne spare produktionsvirksomheder tid og penge og gøre det muligt også for mindre firmaer at automatisere deres produktion.

Så hvorfor laver vi ikke bare en?

Fordi det desværre slet ikke er så simpelt endda. Men at løse opgaven alligevel og finde ud af, hvordan man kan skabe en fungerende database med informationer om tidligere robotløsninger, der kan genbruges, når man skal sætte nye automatiseringer op, det er, hvad ReRoPro-projektet handler om.

Projektet er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet med virksomhederne Rockwool, Novo Nordisk, Nordbo Robotics og Welltec som partnere.

Nu er den første og udforskende fase ovre, i september 2022 afholdt forskerne en stor workshop for interesserede, og de er gået i gang med at søge om midler til at kunne fortsætte arbejdet.

Her fortæller professor Norbert Krüger fra SDU’s robotcenter, hvorfor det er værd at følge med i.

 

Okay, Norbert, hvad handler ReRoPro om?

- Det handler om at genbruge robotdata både for at kunne forbedre produktionsprocesser, men også for at finde ny robotløsninger på kortere tid. Det er et stort problem, især for SME’er (Small and Medium sized Enterprises, red.): Det tager lang tid at sætte en produktionsproces op. Du er nødt til at begynde helt fra bunden. Men hvis du nu kunne gøre brug af data fra tidligere robotløsninger, kunne du lave nye løsninger hurtigere og billigere. Problemet er bare, at denne her data er inde i hovederne på folk. Det er ikke digitaliseret. Indtil nu.

I vil altså lave en slags søgemaskine? En robot-Google?

- Ja. Ideen er, at hvis du har en bestemt opgave, du gerne vil automatisere, så kan du taste nogle søgeord ind, og så bliver informationen fra tidligere lignende produktioner vist for dig. Lige nu er der ikke nogen etablerede systemer for at genbruge data inden for robotteknologi, ikke engang inden for enkelte virksomheder.

Hvorfor ikke?

- Fordi robotdata er kompliceret. På andre felter, computer vision for eksempel, er store database og neurale netværk meget succesfulde, fordi dataen er homogen. Det er billeder, eksempelvis. Men inden for robotter har du alle mulige typer af data; du har billeder, bevægelsesmønstre, kraftvektorer, information om forskellige materialer, CAD-filer og så videre.

- Det er én af udfordringer. Vi er nødt til at skabe et interface, som er intuitivt, så det er nemt at sortere i den information, man har brug for. Den næste udfordring er, hvad du stiller op, når du har den rigtige data. Hvordan genbruger du den til lige netop din opgave?

Kan man sige, at det er et generelt problem inden for robotteknologi? At der ikke er nogen standardiseret måde at organisere data?

- Ja.

Men er virksomheder overhovedet interesseret i at dele robotdata i en stor database , som andre virksomheder har adgang til, også deres konkurrenter?

- Det er endnu en udfordring. Det er lidt modsætningsfyldt. På den ene side har virksomhederne en interesse i, at der er så meget data i databasen som overhovedet muligt, fordi jo mere data, desto bedre er den. På den anden side er det værdifuld og sårbar data for virksomheden og derfor er de selvfølgelig modvillige i forhold til at gøre det tilgængeligt for andre.

- Der er flere måde at imødegå det på. En løsning kunne være, at vi udelukkende udvikler databasestrukturen og stiller den til rådighed for virksomheder, som så kan bruge den alene inden for deres egen organisation. Alternativt kunne vi lave et system, hvor de forretningsfølsomme detaljer bliver skjult, men hvor dataen stadigvæk er nyttig for andre.

Hvad er næste skridt i projektet?

- Nu – hvor ReRoPro-projektet officielt er afsluttet – har vi fået en langt bedre forståelse af problemet. Vi har fået input fra internationale eksperter og fra industrien. Det næste, vi skal, er at søge om midler, så vi kan få udviklet den software, der skal gøre det muligt at genbruge robotdata. Jeg er optimistisk og tror, at vi allerede et år inde i projektet vil kunne have noget klar, som vil være værdifuldt for virksomheder, og så kunne vi bygge videre på.

Mød forskeren

Norbert Krüger er professor på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og en del af SDU Robotics.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 26.01.2023