Innovationsworkshoppen inspirerer HTX-elever

Lokalet vibrerede af argumenter, gode ideer og latter, da to 2.g.-klasser fra Kold HTX besøgte Innovationsworkshoppen på TEK.

Opfind et nyt drikkesystem til personer, der løber eller dyrker motion. Sådan lød opgaven til de 44 htx-elever, der deltog i innovationsworkshoppen i midten af oktober. Workshoppen blev udviklet og ledet af to Product Development and Innovation-studerende, og målet var, at deltagerne skulle idégenerere og arbejde med teknikker til innovation.

”Vi skal i gang med et eksamensprojekt og Science Cup, og derfor har vi valgt at bruge workshoppen som en kickstart til at få ideer. Vi har tidligere været her og ved, at eleverne bliver engagerede af at arbejde sammen med studerende,” fortæller lærer Lise Møller Thomsen, der bl.a. underviser i Teknologi på Kold HTX (se videoklip herunder).

Giver relevans til fag
”Workshoppen giver eleverne mere struktur på, hvordan man idégenerer. Ofte har de problemer med at komme i gang. De har fået værktøjerne, men forløbet her hjælper dem til at få styr på metoderne på en brugbar måde,” siger kollegaen Carsten Christiansen.

Lise Møller Thomsen supplerer: ”Det fungerer rigtig godt, at det er studerende, der underviser, fordi fagene bliver relevante på en helt ny måde. Eleverne kommer tættere virkeligheden ved at se, at det, de lærer på HTX, faktisk også er det, man arbejder med på de videregående uddannelser og hos virksomhederne.”

Lærer at tænke ud af boksen
Også eleverne er begejstrede for de ingeniørstuderendes undervisning:

”Det er super sjovt. Det er undervisning på en anden måde, og det er rart at høre de studerende fortælle om idégenerering og innovation, som de jo arbejder med til dagligt,” siger 17-årige Sasha Ehlers og fortsætter:

”Jeg synes, at jeg lærer helt vildt meget om idégenerering. Jeg bliver bedre til at tænke ud af boksen, og fx sådan en lille ting som at bruge gule sedler hjælper mig til at huske tingene.”

For mere information kontakt
Brobygningsmedarbejder Ulf Rasmussen på ura@tek.sdu.dk eller tlf. 6550 7522

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies