SDU sætter fokus på lederskab

Lederskab i det offentlige bliver belyst fra forskellige sider på Syddansk Universitet den 17. november.

Hvad kræver det at være leder i dag? Hvorfor er politisk lederskab så svært? Hvordan tegner fremtiden sig for ledelse?

Det er nogle af de spørgsmål, som bliver belyst, når eksperter og praktikere mødes på Syddansk Universitet torsdag den 17. november.

Ifølge Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig ledelse ved Institut for Statskundskab, er der sket utroligt meget med offentlig ledelse gennem de sidste 20 år.

- I mange år har man talt om management, f.eks. New Public Management, der lægger vægt på at måle, veje og dokumentere. Det har skabt et behov for leadership, der er mere tillidsbaseret, målsættende, strategisk og faciliterende, lyder det fra Kurt Klaudi Klausen, som arrangerer konferencen.

Blandt de emner, som konferencen sætter fokus på, er ”Følg mig – ledelse fra fronten”, ”Politisk lederskab – hvorfor er det så svært?” samt ”Erfaringer med anvendelse af positiv psykologi”.

I konferencen deltager flere af de alumner, dvs. tidligere studerende på SDU’s Master of Public Management, for at tale om deres erfaringer. Over en 20-årig periode har 600 ledere, der sidder på vigtige poster i det offentlige, gennemført lederuddannelsen Master of Public Management. De har været med til at udvikle og ændre den offentlige sektor.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies