Mus synger ligesom en jetmotor

Vilde mus, rotter og mange andre gnavere er i stand til at producere en form for ultralydssang, som de bruger til at tiltrække mager og forsvare sit territorium med.

 Forskere studerer ofte denne sang hos mus, fordi det kan hjælpe dem til at finde bedre behandlinger af stammen og autisme. 

Indtil nu har det dog været uvist, hvordan mus frembringer disse ultralydssange – og det er vigtig viden, hvis man vil kunne forklare, hvorfor deres sang kan ændres med medicinsk behandling eller genetiske mutationer.

- Vi har opdaget, at mus producerer ultralyd på en måde, som vi aldrig før har set i noget dyr, siger Elena Mahrt, der er ledende forfatter af den videnskabelige artikel i tidsskriftet Current Biology, hvor et forskerhold præsenterer deres resultater. Hun er kandidatstuderende ved Washington State University Vancouver, USA.

Bruger ikke stemmebåndene

Lektor Coen Elemans, der er leder af Lyd og Adfærd-gruppen på Biologisk Institut er forskningsleder på projektet, og han forklarer:

- Mus bruger ikke de vibrerende stemmebånd i strubehovedet til at frembringe disse ultralyde. I stedet foregår det sådan, at de dirigerer en lille luftstrøm fra luftrøret langs strubehovedets indre væg. Det frembringer en ultralyds-fløjten.

Forskerne brugte ultra high speed video med 100.000 frames i sekundet til at filme processen, og det afslørede, at stemmebåndet holdes i fuldstændig ro, mens der kom ultralyd ud af strubehovedet.

Når jetmotorer letter og lander

- Denne mekanisme er ellers kun kendt for at kunne frembringe lyd i såkaldte supersonic flow-applikationer - f.eks. når jetmotorer letter og lander vertikalt. Den er også kendt fra såkaldte high-speed subsonic flows – f. eks. når man bruger jets til hurtig nedkøling af elektriske komponenter og turbiner, siger Dr. Anurag, medforfatter og leder af Aero-acoustics Laboratories på University of Cambridge, England.

- Det lader til, at mus gør noget meget komplekst og klogt for at frembringe ultralyd, tilføjer han.

Coen Elemans siger:

Sandsynligvis også andre gnavere

- Det forekommer sandsynligt, at gnavere i hele verden anvender ultralyd til at kommunikere med, men vi ved kun meget lidt om det. Det vil måske endda vise sig, at også flagermus bruger denne metode til ekkolokalisering. Selvom mus er blevet studeret så intenst, så har de tilsyneladende stadig mange spændende kort i ærmet.

Mahrt konkluderer:

- Jo bedre, vi forstår hvordan mus producerer sociale lyde, jo nemmere vil det blive at forstå hvad der sker inde i en musehjerne, som har den samme genetiske mutation som et menneske med en talelidelse eller en social lidelse.

Forskerkontakt

Coen Elemans forsker i neuromekanik på Biologisk Institut. Forskningen koncentrerer sig om, hvordan dyr frembringer og kontrollerer lyde med hjerne og muskler. Det gælder både fugle, gnavere, flagermus og øvrige pattedyr.

Gå til profil