Skip to main content

Han vil heeeelt tilbage til universets fødsel

Professor Martin Sloth har fået tre mio. kr. fra Villum Fonden til nyt forskningsprojekt.

Af Birgitte Svennevig, , 29-06-2016

Tidligere på året lykkedes det for første gang at måle såkaldte gravitationsbølger fra sorte huller. Målingerne var en sensation, og de gav fornyet kraft og næring til den del af fysikforskningen, der forsøger at finde ud af, hvordan universet blev skabt.

En af de fysikere, der forsker i universets oprindelse, er professor Martin Sloth fra Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology, SDU.

Han har modtaget 3 mio. kroner fra Villum Fonden til et forskningsprojekt, der har som mål at lære mere om universets oprindelse. Det skal ske ved med udgangspunkt i kommende forsøg på at måle ur-gravitationsbølger.

Da universet udvidede sig ekstremt hurtigt

Mere specifikt vil Sloths forskningsgruppe undersøge den såkaldte inflationsteori – teorien om, at universet udvidede sig ekstremt voldsomt og ekstremt hurtigt efter Big Bang.

I projektet vil forskerne også arbejde på at udvikle nye analytiske metoder til at forstå strukturdannelse i universet.

Strukturer i universet er f. eks. galakser eller grupper af galakser. En af de største kendte strukturer er en gigantisk samling af galakser, som er så stor, at det vil tage fire milliarder lysår år at rejse gennem den med lysets hastighed.

Projektets titel: Inflationary Crossroads: Uncovering the Origin of the Universe. Bevilget beløb er 2.901.780 kr. Størstedelen af bevillingen skal bruges på et ph.d. scholarship og ansættelsen af en postdoc.

Redaktionen afsluttet: 29.06.2016