Skip to main content

Mikrobiologi for børn: Mød Geo og de andre mikrober

Mon Oo Yee er ikke bare ph.d.-studerende på Institut for Biologi - hun illustrerer også børnebøger, der handler om mikrobiologi.

Bogserien Microverse er en ny slags outreach aktivitet. De rigt illustrerede og farverige bøger henvender sig til børn i alderen fem - otte år, og formålet er at give børnene et indblik i mikrobernes normalt usynlige verden.

Udgangspunktet for hver historie er at følge en mikrobe en dag i dens liv. Det kan være den velkendte Escherichia coli, der holder til i vores tarme, eller det kan være Vibrio fischeri , der lever i selvlysende blæksprutters organer.

- Da jeg var barn, hørte jeg kun om  mikrobernes mørke egenskaber, mens de lyse sjældent blev nævnt. Vi har skabt Microverse-universet for at hylde det gode arbejde, som mikrober udfører, siger Mon Oo Yee.

Historierne er skabt af Mon Oo Yee's tidligere vejleder, Mike Manerfield fra UNSW, Australien. Indtil videre har parret udgivet seks historier om seks forskellige mikrober, og målet er 12 bøger. Dertil kommer aktivitetsbøger.

 - At være mikrobiolog er også at være talsmand for mikroberne ved at engagere sig i formidling af vores forskning, siger Mon Oo Yee.

Mon Oo Yee

Ph.d. studerende, Nordic Center for Earth Evolution, Biologisk Institut

Gå til profil

Køb bøgerne her

Læs mere om Geo, Eschi, Vibri og de andre mikrobers eventyr

Gå til bøgernes hjemmeside