Skip to main content
Navnenyt

Farvel industri, goddag fordybelse

René Holm forlader farma-industrien for få mere tid til forskning på SDU

Af Birgitte Svennevig, , 21-04-2021

Lige siden han tog sin ph.d. for 20 år siden, har René Holm arbejdet i farma-industrien; bl.a. hos Lundbeck og de sidste fem år som ansvarlig for udviklingen af farmaceutiske formuleringer hos Janssen i Belgien, hvor han også har boet. 

Men nu flyttes folkeregister-adressen hjem til Danmark, og René Holm starter som professor i farmaceutisk fysisk kemi på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.

Med sig har han en af NOVO NORDISK fondens Start Package bevillinger på 6,5 mio. kr., som giver danske forskningsinstitutioner støtte til at etablere en forskergruppe omkring en ny-rekrutteret forsker og til bl.a. flytning og etablering af laboratorie.

Uddanne næste generation

- Jeg har altid arbejdet i industrien – og generelt været rigtig glad for mit arbejde der. Jeg har været beskæftiget med det, som firmaet havde brug for, set fra et forskningsmæssigt perspektiv. Nu skal jeg skal hjem til Danmark og lave videnskab og uddanne næste generation af forskere til hvor end de måtte gå hen. Jeg glæder mig meget til at få tid til formidling, forskning og fordybelse, siger René Holm.

Han har i årenes løb været haft mange forskellige opgaver, men især udviklingen af en særlig slags depotmedicin har optaget ham. Og med depot taler vi ikke om et par døgn, men om måneder – helt op til 6 måneder. I medicinalsprog hedder det langtidsvirkende injektionspræparater.

Det betyder, at en patient ikke skal huske at tage medicin en eller flere gange om dagen, men kan nøjes med en indsprøjtning hver sjette måned.

Ikke rart at blive mindet om sygdom hver dag

I sagens natur er det ikke relevant for kortere sygdomsforløb, men meget relevant for kroniske patienter.

René Holm har været med til at udvikle tre sådanne præparater: to mod skizofreni og et mod HIV.

- Det kan være et godt tilbud til patienter, der fx har svært ved at huske at tage deres medicin eller har dårlig sygdomsforståelse. Og der ligger også en værdi i, at man ikke hele tiden bliver mindet om sin sygdom, siger han.

Videnskabsmand og opfinder

Det med at få afleveret medicinens aktive stoffer bedst muligt i en patients krop optager René Holm, og det er også et område, han vil forske videre i på SDU. Det er nemlig bestemt ikke ligegyldigt hvor, hvornår og i hvor store doser, et stof bliver frigivet i en patients krop.

- Jeg er videnskabsmand og opfinder, og det er det, jeg bedst kan lide. Jeg håber, at jeg på SDU kan fordybe mig i videnskabeligt interessante problemstillinger.

Udover sit nye forskerjob på FKF, får René Holm travlt med at bygge nyt hus i Nr. Søby, hvor han har købt en byggegrund.

Mød forskeren

Rene Holm er professor på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.

Gå til profil

Redaktionen afsluttet: 21.04.2021