Skip to main content
8. marts

”Jeg føler mig altid lyttet til”

SDU’s første kvindelige dekan Marianne Holmer tiltrådte som dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet for et års tid siden. Hun føler sig bestemt anderledes end sine mandlige kollegaer, men mener, at det handler lige så meget om hendes personlighed som hendes køn.

Af Katrine Findsen, , 08-03-2021

Der er mange mænd i den verden, du er i – både i forskningsverdenen og i ledelsen på SDU. Er det sværere at være kvinde i en ”mandeverden”, eller er det en forældet tankegang?

Jeg føler mig anderledes end mine mandlige kollegaer, men det handler nok lige så meget om min personlighed som det, at jeg er kvinde. Jeg kan se, at jeg, både da jeg startede som institutleder og også nu som dekan, gør tingene på en anden måde. Jeg er meget konsensussøgende og meget lyttende, og det er der nogle af mine mandlige kollager, der griber anderledes an.

Jeg plejer at sige, at jeg jo aldrig har spillet fodbold og på den måde været på et hold. Der er en anden fight, hvor jeg ikke altid forstår, hvad der foregår. Jeg oplever, at der måske er nogle af mine mandlige kollegaer, der kæmper længere for deres ret, hvor jeg er mere konsensussøgende. Jeg vælger mine kampe med omhu. Men jeg tror som sagt ikke, at det er mit køn, der har indflydelse der, men lige så meget den, jeg er som person.

Jeg tror også, at forskellene på mænd og kvinder i en ledelsesgruppe handler meget om alder. Førhen som forsker, hvor mændene var 20-30 år ældre end mig, var det noget andet. Men nu, hvor vi er jævnaldrende, er mændene heller ikke nogen, der kan blive til kl. 20 eller 21. De skal hjem og hente børn eller træne håndboldpiger og har også selv været på barsel. Sådan var det ikke tidligere. På den måde har de strukturer og den lighed mellem kønnene, der i dag er i de fleste familier, haft positiv indflydelse på forskellene mellem mænd og kvinder i karrieresammenhæng.

Hvordan ser du selv dine egne styrker som leder?

Jeg er hurtig til at træffe beslutninger, og jeg er ikke bange for at tage en ledelsesbeslutning. Men det handler om personlige kompetencer. Der kan jeg se, at der er andre kvinder, der struggler mere med det. At turde tage en beslutning, selvom man ikke er sikker på, det er helt gennemprøvet. Der er mændene hurtigere. Når kvinderne er klar, er tingene bare sket.

Det, at jeg kommer ind med et lidt andet synspunkt, gør, at der bliver lyttet. Jeg føler mig meget lyttet til. En stor fraktion af vores ansatte på SDU er kvinder, så der bliver lyttet til mine synspunkter.

Hvor ser du de største udfordringer i forhold til at få flere kvindelige ledere på SDU?

Der er et ønske om, at der kommer mere ligestilling på SDU og flere kvindelige ledere. Det er klart noget, vi har fokus på. Men det er super svært for mig, når der skal ansættes kvindelige ledere på fakultetet, for det er allerede i pipelinen, hvor kvinderne falder fra, så der er simpelthen færre at tage af. Det er noget af det, vi på SDU er meget bevidste om. Vi har ikke fundet de vises sten endnu, men vi arbejder med det.

Problemerne på især Det Tekniske og Det Naturvidenskabelige Fakultet starter allerede, når vi optager studerende på fagområder, hvor der er få kvinder. Igen falder de fra, når de skal søge om en ph.d. og så videre, for puljen af kvinder bliver hele tiden mindre og mindre.

Lige når du skal til at have børn, skal du samtidig køre karriere for fuld skrue.

Marianne Holmer, dekan

Lige når du skal til at have børn, skal du samtidig køre karriere for fuld skrue. Det er svært at lægge grundstenen i karrieren og tage på et flere år langt udlandsophold som forsker, samtidig med at du etablerer familie. I og med, at kvinder får børn senere og senere, falder det sammen. Der er heldigvis flere fonde, der arbejder for, at man kan tage familien med, når man rejser ud, eller at man kan være af sted af flere omgange i kortere perioder.

Samtidig har kvinderne ofte svært ved at få publiceret lige så meget som mændene, da de oftere gerne vil føle sig helt sikre, inden de udgiver, og de har sværere ved at skabe netværk. Der er mange små ting, der skal arbejdes med, men det er vanskeligt. Nogle af forskningslederne har naturligt fokus på det, andre kæmper mere med det.

Hvorfor er det vigtigt at få flere kvinder ind i ledelseslaget på alle niveauer?

Der er meget opmærksomhed på diversiteten, og der er en bevist bedre bundlinje de steder, hvor der er en bedre kønsmæssig fordeling, så dokumentationen er der. Når du er leder, er du leder for et vist antal mennesker, og for eksempel er cirka en tredjedel af forskerne på Det Naturvidenskabelige Fakultet kvinder. Jeg tror også, man føler sig mere sikker som mandlig leder, når der er kvinder med i en ledergruppe, fordi man simpelthen får flere kompetencer og flere vinkler på de problemstillinger, man sidder med.

Men det handler ikke kun om køn, men om forskellighed bredt, for diversitet er vigtig. Så vi skal ikke kun have en bedre fordeling mellem mænd og kvinder, men også en bredere sammensætning i forhold til alder og kulturer for bedre at forstå vores medarbejdere. Vi har for eksempel rigtig mange udenlandske forskere på mit fakultet, men meget få ledere med udenlandsk baggrund.

Kvoter kan være en løsning, men for mig at se er det rekrutteringsgrundlaget, der mangler. På bestyrelsesniveau er det lettere at sætte kvoter på, hvad man ønsker sig. Men inden for det videnskabelige område skal du kvalificere dig til en karriere som forsker og leder gennem et langt karriereforløb, så der er det en anden historie.

Har du selv nogle forbilleder, ledelsesmæssigt som forskningsmæssigt? Og hvordan skaber du netværk?

Jeg har rigtig mange forbilleder, og en af dem, jeg synes, gør det rigtig godt, er Kathrine Richardson fra Københavns Universitet, som igennem hele sin karriere har gjort meget ud af at formidle sin forskning og bidrage med ekspertviden i offentligheden. Inden for forskningsledelse er det specielt Bo Barker Jørgensen fra Aarhus Universitet, som har inspireret mig fra helt tidligt i min karriere.

Det kniber desværre med mulighederne for at netværke under corona. Vi har en NAT/TEK-dekankreds, som jeg bruger meget, og jeg sidder med i en f5-gruppe for Sustainable Leadership. Og så mødes jeg jo med både direktionen og min ledelsesgruppe en gang ugentlig, og vi er meget tætte. Mange andre steder mødes dekaner og institutledere sjældnere, så jeg er glad for, at vi prioriterer den kontakt hos os. Jeg er klart til at arbejde i teams. Der får jeg min energi fra.

Hvad er dine ambitioner som leder?

Jeg har kun været dekan et år, så jeg har masser af ambitioner for fakultetet. Vi har lige lavet en ny strategi for fakultetet, som nu skal ud at leve i fagmiljøerne. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Samtidig er jeg kommet med i nogle nye bestyrelser, som er rigtig spændende, heriblandt Aage V. Jensens Naturfond, som er en stor landbesidder i Danmark og deler fondsmidler ud til naturbevarelse.

Jeg drømmer også om, at vi på SDU kan lykkes med hele vores SDG-agenda, og at jeg kan medvirke positivt til, at vores forskning på Naturvidenskab kan bidrage til de udfordringer, vi står overfor i relation til for eksempel sundhed, klima og bæredygtighed.

Mød forskeren

Marianne Holmer, holmer@sdu.dk, er 55 år. Hun er dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet og direktør for Danish Institute of Advanced Study (D-IAS) på SDU. Marianne Holmer har en ph.d. fra Biologisk Institut på det daværende Odense Universitet, og hun har arbejdet inden for økologi i kystzonen med fokus på menneskeskabte påvirkninger af havmiljøet.

Kontakt

Ansvarlig for siden: Kommunikation

  • Syddansk Universitet
  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 1000
Redaktionen afsluttet: 08.03.2021