Undervisning

Alexander Treusch modtager fakultetets Undervisningspris 2020

Hvordan omlægger man eksperimentelt arbejde i laboratoriet til spændende virtuel undervisning under en lockdown? Ifølge Alexander Treusch og hans undervisningsassistenter rubber man neglene og pakker en stor stak ’Lab@Home-kits’ til sine studerende. Også selv om det koster en del ekstra timer og hel del ekstra arbejde.

Af Nina Bjørnskov, , 19-06-2020

Alexander Treusch er lektor på Biologisk Institut og blev både glad og overrasket, da dekan Marianne Holmer og institutleder Gary Banta uanmeldt dukkede op på hans kontor og overrakte ham Undervisningsprisen 2020.

I forbindelse med, at det fysiske fremmøde blev suspenderet på grund af COVID-19 i foråret 2020, sørgede Alexander Treusch og hans team for, at de studerende kunne afhente færdigpakket laboratorieudstyr i varegården . De studerende udførte herefter eksperimenter derhjemme og dokumenterede resultaterne ved at uploade billeder og overvejelser vedrørende resultaterne til en personlig blog på Blackboard, hvor Alexander gav dem feedback. Når de studerende efterfølgende indleverede prøverne, sørgede Alexander for at de blev mikroskoperet, så de studerende kunne fortsætte arbejdet hjemmefra.

– Du tager begrebet ”aktiverende undervisning” alvorligt og gør dig store bestræbelser på at få de studerende involveret i undervisningssituationerne; både i laboratoriet og til forelæsningerne, lød en del af den indstilling, som Marianne Holmer læste op ved overraskelsen.

– Jeg er enormt glad. Men egentlig gør jeg bare det, jeg ville ønske, min underviser gjorde, hvis det var mig, der var studerende lige nu, forklarede Alexander Treusch, og understregede, at han ikke kunne have løftet opgaven uden laboratorieteknikere og undervisningsassistenter.

Stort tillykke!