Litteraturpris

SDU-professor Anne-Marie Mai får stor litterær pris

Søren Gyldendal Prisen går i år til Anne-Marie Mai, litteraturprofessor på SDU. Hun hædres for sit utrættelige arbejde med at gøre litteraturen nærværende for de fleste. Prisen overrækkes i eftermiddag på Gyldendal.

Hun underviser lægestuderende i litteratur, så de kan lære at se det hele menneske frem for blot en diagnose. Udgiver nyskabende litteraturhistoriske værker som Hvor litteraturen finder sted og Galleri 66. Arrangerer Bob Dylan-konferencer og meget mere. Professor Anne-Marie Mai har for det meste gang i tusind ting, og lever derfor fint op til juryens motivation for, at hun tildeles Søren Gyldendal Prisen 2018:

 

- Anne-Marie Mai er et kraftfelt i stadig bevægelse: Med sit klare forsæt om at udforske litteraturens muligheder og få den gjort nærværende og levende for flest muligt har hun utrætteligt trådt nye stier i såvel sin forskning som sin undervisning og formidling. Anne-Marie Mai har sat sit umiskendelige præg på den danske litterære scene gennem flere årtier, og for den indsats får hun Søren Gyldendal Prisen 2018.

 

Fornemt selskab
Prisen overrækkes til Anne-Marie Mai i eftermiddag kl. 16 på Gyldendal i København. Og hun kommer dermed i fint selskab med landets største litterære navne, tidligere har bl.a. Søren Ulrik Thomsen, Bo Lidegaard, Lone Frank, Kirsten Hammann, Tom Buk-Swienty og Naja Marie Aidt fået prisen, der skiftevis uddeles til en faglitterær eller skønlitterær forfatter.

 

Anne-Marie Mai har skrevet flere bøger om dansk litteratur, herunder Hvor litteraturen finder sted, en litteraturhistorie i tre bind, og senest i 2016 Galleri 66, et værk, der er en ny måde at skrive litteraturhistorie på. I stedet for at inddele i ismer eller årtier bruger Anne-Marie Mai et enkelt år som udgangspunkt for sin analyse af samspillet mellem de kunstneriske strømninger og politiske forhold, der har været med til at påvirke litteraturen fra 1966 og frem til i dag. Anne-Marie Mai har derudover været medredaktør af Nordisk kvindelitteraturhistorie, Læsninger i dansk litteratur og hovedredaktør af Danske digtere i det 20. århundrede.

Søren Gyldendal Prisen uddeles hvert år i forbindelse med Søren Gyldendals fødselsdag. Den blev første gang overrakt i 1958 og var da på 10.000 kr. Nu er den på 250.000 kr. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget i 1770.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies