Skip to main content
DA / EN

Månedens innovatør

Virksomhed tager topforskers idé skridtet videre: Udvikler creme til kræftpatienter

Den hollandsk-belgiske virksomhed Galenicap har startet et samarbejde med SDU-professor Tore Bjerregaard Stage om at udvikle en creme, som kan blive en gamechanger for brystkræftpatienter over hele verden.

Af Stine Charlotte Saltofte Hansen, , 30-05-2026

Hos mange brystkræftpatienter fortsætter bivirkningerne længe efter sidste kemobehandling.

Bestemte typer kemoterapi afføder smertefulde føleforstyrrelser i hænder og fødder hos en stor del af patienterne. Det kan for eksempel være svært for dem at knappe en skjorte, holde om en kop eller have sko på.

Nu kan et nyligt opstartet samarbejde mellem professor Tore Bjerregaard Stage fra forskningsenheden Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin på Syddansk Universitet og virksomheden Galenicap være et vigtigt skridt mod en skånsom løsning, der mindsker den smertefulde bivirkning.

Fra laboratoriefund til ny behandling

Tore Bjerregaard Stage og hans forskergruppe har gennem en årrække forsket i, hvordan kemoterapi skader nervecellerne. Forskningens resultater har ført til et lovende projekt - en creme, der kan forebygge patienternes føleforstyrrelser efter kemobehandling.

Potentialet er betydeligt – et unikt produkt, der beskytter patienterne mod en smertefuld og langvarig bivirkning og imødekommer et behov, som nuværende behandlinger ganske enkelt ikke dækker. Vi mener, at vores ekspertise i at udvikle en stabil og egnet formulering er velegnet til at yde et væsentligt bidrag til dette projekt.

Hans Platteeuw, Executive Director & Chief Development Officer

I første omgang ønsker gruppen at udvikle cremen til patienter med brystkræft. Bare i Danmark er der ifølge Kræftens Bekæmpelse mere end 5000 nye tilfælde af brystkræft om året.

I følge den europæiske brystkræftkoalition, Europa Donna, vil 1 ud af 11 kvinder i EU vil udvikle brystkræft, før de fylder 74 år.

- Vi er blevet gode til at behandle kræft, især brystkræft, og der er mange, som overlever. Men bivirkninger er stadig et stort problem i behandlingen. Vi vil gerne gøre livet bedre for patienterne både under og efter behandlingen, siger professor Tore Bjerregaard Stage.

Galenicap skal hjælpe forskergruppen med at lave en formulering i cremen, der kan beskytte de følsomme nerveender mod skadelige effekter i kemobehandlingen, og derudover klinisk proof of concept. For at få cremen ud af laboratoriet og videre mod kliniske test kræver det en formulering, der både er holdbar, sikker og effektiv.

Et samarbejde med stort potentiale

Hvis det lykkes for virksomheden, vil cremen kunne mindske føleforstyrrelser som prikken, en brændende fornemmelse og følelsesløshed og dermed forbedre livskvaliteten for kræftpatienterne under og efter et behandlingsforløb.

- Galenicap udvikler nye lægemidler baseret på eksisterende molekyler, der imødekommer vigtige, endnu uopfyldte patientbehov. Dette samarbejde matcher disse kriterier særdeles godt. Vi har specialiseret os i at udvikle forbedrede behandlingsformer ud fra molekyler, vi allerede forstår, og professor Tore Bjerregaard Stages forskning giver os et solidt videnskabeligt grundlag at bygge videre på, siger Hans Platteeuw, Executive Director & Chief Development Officer hos Galenicap.

- Potentialet er betydeligt for et unikt produkt, der beskytter patienterne mod en smertefuld og langvarig bivirkning og imødekommer et behov, som nuværende behandlinger ganske enkelt ikke dækker. Vi mener, at vores ekspertise i at udvikle en stabil og egnet formulering er velegnet til at yde et væsentligt bidrag til dette projekt, understreger Hans Platteeuw.

Fakta om projekt og samarbejde med virksomhed

  • Projektet med cremen har allerede modtaget betydelig støtte fra Innoexplorer, SPARK Denmark og fra SDU’s interne midler. 

  • Finansieringen har gjort det muligt at tage projektet langt i udviklingen, herunder gennemføre laboratorieforsøg og udvikle de formuleringer, som Galenicap arbejder videre med – og som er en nødvendighed for at kunne skabe cremen. 

  • Galenicap, der blev grundlagt i 2022 og opererer i både Belgien og Holland, har specialiseret sig i at udvikle forbedrede behandlingsformer ud fra eksisterende lægemiddelmolekyler – og dermed omdanne kendte stoffer til klinisk differentierede behandlinger.

    Læs mere om Galenicap.

I modsætning til eksisterende produkter – som lindrer symptomer efter behandling – sigter virksomheden og forskerne efter, at cremen kan forebygge nerveskaderne, før de kommer. 

Genbrug af kendt lægemiddel 

Galenicap er ifølge professor Tore Bjerregaard Stage den oplagte partner, fordi virksomheden har erfaring med at gentænke brugen af eksisterende lægemidler.  

- I projektet bruger vi et allerede kendt lægemiddel - i dette tilfælde et gammelt antibiotika - på en helt ny måde til at behandle en sygdom, det ikke er udviklet til. Virksomheden er også erfaren i at forretningsudvikle og kender til det regulatoriske, som er afgørende i udviklingen af nye lægemidler, forklarer professoren. 

- Desuden har Galenicap et investornetværk, og det er vigtigt for os, fordi det er dyrt at udvikle. Ret tidligt fandt vi ud af, at det var et godt match, siger han. 

Hvis alt går efter planen i samarbejdet, kan forskerne teste cremen på mennesker i løbet af de næste to år.  

Månedens innovatør er en serie, der portrætterer frontløbere, som arbejder med innovation på eller fra SDU. Denne gang fortæller vi samarbejdet mellem forsker Tore Bjerregaard Stage og virksomheden Galenicap.

Forskningsbaseret innovation spiller en vigtig rolle i samfundet 

  • Danmark står over for store samfundsmæssige udfordringer. Gennem forskning og innovation kan vi løse udfordringerne og sikre velfærd, vækst og en bæredygtig fremtid. 
  • Den danske regering afsætter over 19 mia. kr. til forskning og innovation i perioden 2026–2029. Fokus er på kritiske teknologier, grøn omstilling og sundhed for at styrke videnskabelige gennembrud og løse samfundsudfordringer. 
  • Samspil mellem universiteter og erhvervsliv styrker innovation - og forskning og viden fra universiteterne bidrager til udviklingen af nye løsninger, produkter og virksomheder i Danmark. 

    Kilder: Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Danske Universiteter

Månedens innovatør: Tore Bjerregaard Stage

  • Tore er professor og forskningsleder i enheden Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.  

  • Han har opnået støtte fra blandt andre Lundbeckfonden, Novo Nordisk fonden, Innovationsfonden og Danmarks Frie Forskningsfond. 

  • Han er blevet tildelt flere priser. Senest i 2025 modtog han Leon I. Goldberg Early Investigator Award af den amerikanske organisation American Society for Clinical Pharmacology and Therapeutics (ASCPT). Prisen gives til unge forskere, der tidligt i karrieren har ydet væsentlige bidrag til klinisk farmakologi eller translationel forskning.  

Læs mere om Tore.