Med videnskaben som medspiller

I den ene verden kæmper han på isen for Odense Bulldogs. I den anden undersøger han muskelcellers træthedsmekanismer på mikroskopisk niveau. For Martin Harris Larsen er det ikke et spørgsmål om enten-eller. Det er både-og.

Den 30-årige SDU-studerende og nykårede danmarksmester i ishockey er et usædvanligt godt eksempel på, hvordan sport og videnskab kan berige hinanden, og  på hvordan et skarpt fokus på 'dual career' gør det muligt for atleter i deres prime at kombinere sportslig udvikling med uddannelse.

Martin Harris Larsen er tilknyttet forskningsenheden Muskelfysiologi og Biomekanik – MoB – ved Institut for Idræt og Biomekanik (IOB), hvor han som prægraduat arbejder tæt sammen med forskere i international klasse. Her bidrager han til forskningsprojekter, der undersøger, hvordan muskler arbejder, udtrættes og genoptrænes.

Det giver ham en sjælden fordel som atlet: En dyb forståelse af musklers fysiologi hjælper ham til at tænke mere præcist i træning, restitution og skadesforebyggelse – med videnskaben som medspiller. Og netop det tværgående – mellem sportens konkrete erfaring og forskningens søgen efter grundlæggende forståelse – er kendetegnende for Martin og hans tilgang.

MoB – muskler i verdensklasse

Forskningsenheden Muskelfysiologi og Biomekanik (MoB) ved SDU er en af Europas førende grupper inden for forskning i muskelfunktion. Under ledelse af professor Niels Ørtenblad fokuserer MoB på, hvordan muskler arbejder og tilpasser sig fysisk belastning, aldring og sygdom. Forskerne arbejder på både celle-, fiber- og helkropsniveau og kombinerer avancerede laboratoriemetoder med kliniske studier.

MoBs forskning spænder bredt – fra grundlæggende undersøgelser af kalcium-håndtering i muskelceller til anvendt forskning i træthed, restitution og præstationsoptimering.

Enheden har stærke samarbejder med både nationale og internationale partnere og publicerer regelmæssigt i højt rangerede tidsskrifter. Ikke mindst MoBs arbejde med muskeludholdenhed, sarkopeni og cancer-relateret fatigue har vakt international opmærksomhed.

Det er her Martin Harris Larsen nu tager sine første skridt ind i forskningen – med et særligt blik for broen mellem præstation og fysiologi.

Martin – i egne ord

Din karriere i sport: Hvornår besluttede du at satse på ishockey og hvorfor?

- Jeg ved godt, det lyder som en kliché, men jeg har aldrig set min sportslige karriere som et ’valg’, jeg skulle træffe. Ishockeyen var der bare altid. Jeg gik i 9'ende, da jeg fik min debutkamp og gik i 10'ende klasse, da jeg fik min første kontrakt som 15-årig - men det føltes ikke dramatisk, fordi hele min omgangskreds allerede var i det miljø. Det var ikke noget fravalg af skolen – jeg gik jo også videre på STX og var glad for det. Hvis ikke det havde kunnet lade sig gøre, havde jeg nok valgt anderledes, for jeg har altid været nysgerrig og glad for at lære. Men heldigvis kunne det kombineres.

Beskriv dig selv som spiller; hvilken type er du?

- Jeg vil beskrive mig selv som en meget passioneret atlet, hvilket nok også kan ses i den måde jeg agere på isen. Jeg kæmper med næb og klør, og er meget følelsesmæssigt investeret i spillet, på både godt og ondt. I min optik er jeg faktisk ikke en særlig dygtig ishockeyspiller i den forstand, at jeg hverken besidder et godt skøjteløb eller god teknik, men jeg har ild i øjnene og jeg kan fandeme arbejde. Og sådan nogle typer er der også brug for!

Hvordan har din idrætskarriere udviklet sig?

- Jeg har spillet i Odense siden jeg var barn, og det er stadig min klub. Jeg havde en sæson i Sverige og et kort ophold i Nordsjælland, men det er her i Odense, jeg hører til. Jeg har haft æren af at spille på ungdomslandsholdene og også været med seniorlandsholdet til bl.a. Deutschland Cup. 

Hvad har været dit stolteste øjeblik i sporten?
- Den største oplevelse var DM-guldet nu i slutnigen af april 2025 – det var historisk for klubben og helt vildt at være en del af. En kæmpe lettelse. Ikke eufori i første omgang, men lettelse. Der var så meget pres, så mange følelser i spil. Vi havde kæmpet for det her i årevis. Jeg tror, det tager tid at fordøje sådan en sejr. Det er først bagefter, det virkelig synker ind.

Din karriere i forskning: Hvordan fandt du ud af, at din uddannelse i idræt skulle føre videre ind i forskerverdenen?

- Det begyndte egentlig med nogle kurser på kandidatuddannelsen, hvor jeg blev fanget af det naturvidenskabelige. Jeg kunne hurtigt mærke, at det var det naturvidenskabelige, der interesserede mig mest. I slutningen af 2. semester på kandidatuddannelsen i Idræt og sundhed, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg skulle med mit speciale. Men det afgørende var et inspirerende møde med forsker i MoB, Joachim Nielsen, som sendte mig videre til gruppens forskningsleder Niels Ørtenblad. Jeg kom forbi til en snak, og pludselig havde jeg en prægraduatstilling. Det var lidt som at blive scoutet til et hold – bare i laboratoriet.

Hvad er dit primære forskningsfelt og interesseområde?

- Mit primære felt er muskelfysiologi, særligt fatigue og durabilitet. Jeg synes, det er fascinerende, hvordan muskler bliver trætte – og hvorfor nogle mennesker mister muskelstyrke hurtigere end andre. Det er vigtigt både i sport og i sundhed. Hvordan hjælper vi ældre med at bevare muskelmasse? Hvorfor rammes kræftpatienter af voldsom træthed og hvordan kan det måske afhjælpes? Det er dybt interessant at få generel indsigt i de cellulære mekanismer, der er involveret i nedsat muskelfunktionalitet. Dette er måske den lidt mere ”seriøse” del af forskningsfeltet, hvor den sportslige og præstationsfremmende tilgang - som jeg også arbejder med - har rum til den eksplorative forskningstilgang. Har kan forskningen i muskelfysiologi bidrage til optimering i træningsregi og konkurrencedygtighed. Det er både praktisk og dybt komplekst. Og netop den kombination tænder mig. 

Hvad drømmer du om i forskningen?

- Jeg tænker da på en ph.d., men jeg tager det ikke for givet. Jeg vil først bevise mit værd i MoB.  Jeg er stadig ved at finde ud af, om jeg har det, der skal til for at blive forsker på fuld tid. Men jeg elsker at fordybe mig, og jeg har altid været drevet af en lyst til at forstå, hvordan tingene hænger sammen – både på isen og i laboratoriet. Men det her er ikke noget, jeg gør for at have noget ved siden af sporten – det er noget, jeg er dybt engageret i. Hvis jeg skal blive i forskningsverdenen, så er det 100 procent – ligesom med ishockeyen.

Hvordan supplerer de to verdener hinanden?

- Der er meget mere overlap, end man lige tror. Begge steder kræver det disciplin, samarbejde og evnen til at tage imod kritik. I forskningen lærer man, at viden er noget, man skaber sammen. Det samme gælder i holdsport. Og så er der noget mentalt i det også: Du skal kunne tåle, at noget ikke lykkes – og blive ved.

Martin skøjter på overfladen - men det er kun den halve historie...

For Martin Harris Larsen er det ikke vigtigt at gøre alt – men om at gøre det grundigt. Uanset om det er kampe på isen eller eksperimenter i MoBs laboratorier, så møder han op med ild i øjnene og en sjælden kombination af erfaring, ydmyghed og nysgerrighed.

Det er ikke bare et karrierespor, han afprøver – det er en mulighed, han arbejder hårdt for at kvalificere sig til.

For Martin handler det om at møde op, være til stede og gøre sig umage – uanset om det er i kampens hede eller ved mikroskopet. Han bringer en mentalitet med, hvor vilje, faglighed og samarbejdsevner er i centrum. Den samme tilgang, der har bragt ham til toppen af dansk ishockey, åbner nu døre i forskningsverdenen.

En kollega med gyldent potentiale.

Fotos: Bo Kousgaard og Odense Bulldogs