Baggrund: Cand.it i Webkommunikation, der bygger oven på en BA i Informationsvidenskab og en folkeskolelærer-uddannelse.
Jeg er særlig optaget af at hjælpe underviserne med at skabe det mest hensigtsmæssige blend af online aktiviteter og fysisk tilstedeværelsesundervisning, så de studerendes læring understøttes optimalt gennem i overensstemmelse med SDU bærende principper for uddannelse.
Jeg ser generativ AI som en kærkommen katalysator for at gentænke, hvordan vi tilrettelægger undervisning og eksamen på universitetet. Sammen med kolleger i SDU Universitetspædagogik arbejder jeg for at sætte generativ AI på dagsordenen på tværs af fakulteterne gennem vores forskellige kompetenceudviklingstilbud.
Jeg er ligeledes nysgerrig på udvikling og design af fleksible og engagerende kompetenceudviklingsformater - lige fra self-paced kurser til læringscirkelforløb - så vi i SDU Universitetspædagogik kan understøtte kompetenceudviklingen af ansatte på SDU bedst muligt.
Når jeg yder support, foregår det enten via 1-1 sparring eller facilitering af workshops, der bl.a. har fokus på design af engagerende læringsstier, der understøtter kollaborativ læring online og brug af video i undervisningen. Mine workshops har ofte et forberedende element - som i en flipped learning tilgang – hvor deltagerne uafhængigt at tid og sted kan studere noget materiale, så vi har et fælles udgangspunkt, når vi mødes enten fysisk eller online. Der tages udgangspunkt i arbejdsrelaterede opgaver og aktiv læring gennem eksemplariske aktiverende hands-on øvelser sat ind i en relevant kontekst, så deltagerne altid har noget konkret med hjem, som de kan anvende i egen praksis.
Jeg faciliterer ligeledes læringscirkler på SDU, hvor undervisere i grupper på 5 i et aktionsbaseret forløb udvikler og afprøver initiativer i deres undervisning. Undervisere har taget utrolig godt imod dette kollegiale og praksisnære kompetenceudviklingsformat.
