Lægemiddel til ADHD kan måske mindske træthed hos patienter med blod- og lymfekræft
Et dansk studie viser, at methylphenidat reducerede cancerrelateret træthed mere end placebo. Behandlingen blev undersøgt i perioder på seks uger.
Cancerrelateret træthed, også kaldet fatigue, er en vedvarende følelse af træthed og udmattelse, som ikke forsvinder efter hvile eller søvn. Fatigue er udbredt blandt mennesker med kræft og kan begrænse hverdagen betydeligt.
Hvad er cancer-relateret træthed – fatigue?
Tilstanden dækker over en vedvarende følelse af fysisk og mental træthed eller udmattethed, som ikke nødvendigvis kan lindres af hvile eller søvn. Det kan medføre store begrænsninger i dagligdagen og have en negativ indvirkning på livskvaliteten.
Fatigue er meget udbredt blandt patienter med kræft. Det påvirker mindst halvdelen af patienterne og 40% oplever daglige begrænsninger på grund af den cancerrelaterede træthed.
Nu har forskere i Danmark undersøgt behandling med methylphenidat til patienter med hæmatologiske kræft, det vil sige blod- og lymfekræft. Methylphenidat er et stimulerende lægemiddel, som blandt andet anvendes til behandling af ADHD, og det er det aktive stof i blandt andet Ritalin. Stoffet har tidligere været undersøgt mod cancerrelateret træthed ved andre kræftformer end blod- og lymfekræft, med blandede resultater.
- I vores studie kunne vi måle, at patienternes træthed blev mindre under de seks ugers behandling med methylphenidat, siger Henrik Frederiksen, professor i hæmatologi ved Klinisk Institut, SDU og Odense Universitetshospital:
- De første to uger kunne vi se en bedring under både methylphenidat og placebo, men derefter fortsatte bedringen kun under methylphenidat, siger Henrik Frederiksen.
Patienterne vurderede løbende deres træthed ved hjælp af et særligt spørgeskema. Målingerne viste, at trætheden faldt mere under behandling med methylphenidat end under placebo. Patienterne havde desuden i gennemsnit 0,7 flere vågne timer om dagen under behandling med methylphenidat end under placebo.
Tre spørgsmål til Henrik Frederiksen om studiet:
Hvad undersøger I i studiet? Vi undersøger om lægemidlet methylphenidat (MTP) – bedre kendt som Ritalin - kan benyttes til at afhjælpe den træthed der er meget hyppig hos patienter med blod- og lymfekræftsygdomme. Studiet er det første af sin art i verden.
Hvad er det vigtigste fund? Studiet var et blindet overkrydsningsforsøg hvor patienter i tilfældig og ukendt rækkefølge fik behandling med enten MTP eller placebotabletter i seks uger. Herefter skiftede de behandling til den ikke havde fået i de første seks uger.
Patienterne vurderede i forsøget deres træthed og talte vågne timer, og forsøget viste at der var en mærkbar bedring i trætheden og 0,7 flere vågen timer når de fik MTP sammenlignet med den periode de fik placebo.
Hvad kan resultaterne bruges til? Der findes ingen anerkendt medicinsk behandling af cancer-træthed ved blod- og lymfekræftsygdomme. Vores studie viser at MTP kan være en hjælp for nogle patienter.
Det er dog vigtigt at understrege at der kan være effekt på trætheden af træning, psykologiske mestringsstrategier mv og at sådanne tiltag altid bør forsøges først.
Ifølge forskerne er det nye studie det første randomiserede forsøg, der specifikt har undersøgt behandlingen hos patienter med hæmatologisk kræft. Studiet omfatter 152 patienter.
Patienterne fik både medicin og placebo
De 152 deltagere kom fra de otte hæmatologiske afdelinger i Danmark. Forsøget var randomiseret og dobbeltblindet, hvilket betyder, at hverken patienterne eller forskerne vidste, hvilken behandling patienterne fik på det enkelte tidspunkt.
Patienterne fik i tilfældig rækkefølge enten methylphenidat eller placebo i seks uger. Efter en uges pause uden forsøgsmedicin skiftede de til den anden behandling i yderligere seks uger. På den måde fungerede patienterne i praksis som deres egen sammenligningsgruppe.
130 af de 152 patienter gennemførte begge behandlingsperioder.
Hvad er hæmatologisk kræft?
Hæmatologisk kræft er kræft i blodet, knoglemarven eller lymfesystemet. Det omfatter blandt andet leukæmi, lymfekræft og myelomatose. Sygdommene opstår, når bestemte blodceller udvikler sig unormalt og formerer sig ukontrolleret.
Forskerne ved endnu ikke, hvem der har størst gavn
Studiet kan kun sige noget om effekten af methylphenidat i behandlingsperioder på seks uger. Det viser heller ikke præcist, hvilke grupper af patienter der har størst gavn af behandlingen, og patienter, som havde fået kemoterapi inden for de seneste otte uger, kunne ikke deltage.
- Vores resultater viser, at methylphenidat kan være en mulighed for lindring af træthed for nogle patienter med blod- eller lymfekræft, siger Henrik Frederiksen.
Han understreger samtidig, at træning og psykologiske indsatser fortsat er de vigtigste tiltag mod cancerrelateret træthed og altid bør forsøges først.
Bivirkninger blev registreret hyppigere under behandling med methylphenidat end under placebo, men de var overvejende milde. Patienterne rapporterede blandt andet mere mundtørhed og kvalme under behandlingen.
- Når vi giver en behandling, der skal forbedre livskvaliteten, er det ekstra vigtigt samtidig at være opmærksom på bivirkningerne. Det giver ikke mening at erstatte en følgevirkning af sygdommen med en bivirkning, der forringer livskvaliteten, siger Henrik Frederiksen.
Effekten på længere sigt er ukendt
Studiet undersøger kun behandling i perioder på seks uger. Derfor er der behov for yderligere forskning for at afgøre, om effekten holder på længere sigt, og hvilke patienter der kan have størst gavn af behandlingen.
Studiet er publiceret i Journal of Clinical Oncology. Resultaterne blev tidligere præsenteret på det europæiske hæmatologiske selskabs årsmøde i 2025.
Om studiet:
Metode: Studiet omfattede 152 voksne patienter med hæmatologisk kræft og vedvarende cancerrelateret træthed fra de otte hæmatologiske afdelinger i Danmark.
Patienterne fik i tilfældig rækkefølge enten methylphenidat eller placebo i seks uger. Efter en uges pause skiftede de til den anden behandling i yderligere seks uger. Hver patient prøvede dermed begge behandlinger og kunne sammenlignes med sig selv. Hverken patienterne eller forskerne vidste under forsøget, hvornår den enkelte fik methylphenidat eller placebo. 130 af de 152 patienter gennemførte begge behandlingsperioder
Trætheden blev før og undervejs målt med et særligt spørgeskema, der er beregnet til at måle træthed, hvor en højere score betyder mindre træthed. Patienternes score steg i gennemsnit 8,9 point under behandling med methylphenidat og 3,9 point under placebo. Forskellen mellem behandlingerne var dermed 5 point og lå over den grænse, forskerne på forhånd havde fastsat for en klinisk relevant forskel.
Funding og interessekonflikter: Studiet er støttet af Kræftens Bekæmpelse, Danish Comprehensive Cancer Center, Academy of Geriatric Cancer Research i Odense, A.P. Møller Fonden og Hæmatologisk Forskningsenhed på OUH. Publikationen oplyser, at bevillingsgiverne ikke havde nogen rolle i design, dataindsamling og analyse, manuskriptarbejde eller beslutningen om publicering.
Forfatternes potentielle interessekonflikter fremgår af den videnskabelige artikel
Læs studiet: Studiet ”Methylphenidate for Hematological Cancer-Related Fatigue: A Randomized Clinical Trial” er publiceret i Journal of Clinical Oncology (JCO): DOI: 10.1200/JCO-26-00578
Mød forskeren
Henrik Frederiksen er klinisk professor i hæmatologi ved Klinisk Institut og ledende overlæge ved Hæmatologisk afdeling, Odense Universitetshospital.