Klimavenlige madvaner lige ved hånden: Ny app skal ændre vores spisevaner med hjælp fra adfærdsvidenskab
Med en bevilling på 6,9 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond udvikler forskere på Syddansk Universitet en digital løsning, der kombinerer adfærdsvidenskab og spilelementer for at fremme mere bæredygtige madvalg.
Mange vil gerne spise mere klimavenligt, men gode intentioner er ikke altid nok til at ændre vaner på lang sigt. Med forskningsprojektet MAINTAIN vil forskere fra Syddansk Universitet (SDU) mindske kløften mellem intention og handling.
Målet er at udvikle en digital løsning, der med afsæt i adfærdsvidenskab, vaneændringer og spilelementer skal gøre det nemmere at ændre madvaner på lang sigt.
- Vi ved, at mange gerne vil spise mere klimavenligt, men motivation er ikke nok i sig selv. Det kræver også viden, støtte og redskaber til at ændre vaner i hverdagen. Med dette projekt får vi mulighed for at undersøge, hvordan digital teknologi og legende elementer kan gøre bæredygtige valg både lettere og sjovere, siger professor Nikos Ntoumanis, som leder projektet fra SDU’s Danish Centre for Motivation and Behaviour Science (DRIVEN) ved Institut for Idræt og Biomekanik.
Projektet samler en bred tværfaglig forskergruppe på SDU - med deltagere fra DRIVEN, FOOD MATTERS, Life Cycle Engineering og Citizen Science - samt internationale samarbejdspartnere fra Frankrig, Spanien og USA.
Et legende greb om en alvorlig udfordring
Kernen i projektet er en mobilapp, som bruger spilelementer som point, udfordringer og visuelle fremskridt til at motivere brugere til at træffe mere klimavenlige madvalg.
Målet er, at bæredygtig kost ikke skal føles som en begrænsning, men som en engagerende rejse. Appen integrerer også andre adfærdsprincipper, for eksempel planlægning og vaneændring.
Men appen bliver ikke udviklet bag lukkede døre. Allerede fra starten bliver borgere, forbrugere og relevante aktører inddraget i samskabelsen gennem workshops og feedback-sessioner, som faciliteres af SDU’s Center for Citizen Science.
Fra idé til effekt
Forskerne vil afprøve effekten af appen i en randomiseret kontrolleret undersøgelse.
Den ene gruppe deltagere får adgang til den digitale løsning, mens en kontrolgruppe ikke gør. Ved at sammenligne madvalg på tværs af grupperne kan forskerne vurdere, om appen faktisk fremmer varige bæredygtige ændringer i kosten.
- Ved at kombinere borgernes perspektiver med adfærdsvidenskab og klimaforskning håber vi at skabe en løsning, der ikke kun giver kortsigtet effekt – men skaber varig forandring, siger Nikos Ntoumanis.
Hvad virker og hvorfor?
Projektet går videre end blot at måle resultater. Forskerne vil også undersøge de psykologiske og sociale drivkræfter bag kostændringer.
De kombinerer data fra appen med spørgeskemaer, interviews og kvalitative tilbagemeldinger for at få indsigt i brugernes motivation, smagspræferencer og kontekstuelle faktorer.
Derudover bliver der lavet en livscyklusvurdering, som estimerer det potentielle CO₂-besparelsespotentiale, hvis den anbefalede kost bliver udbredt i større skala.
Ambitionen er, at den digitale løsning ikke kun skal gavne den enkelte bruger, men også kunne bruges bredt i sundhedsfremme og klimaarbejde - for eksempel i kommuner, offentlige sundhedsinitiativer eller i samarbejde med fødevareindustrien.
Mød forskeren
Nikos Ntoumanis er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik og leder af Driven - Danish Centre for Motivation and Behavior Science. Hans forskning fokuserer på motivation og adfærdsændringer inden for bl.a. sundhed, uddannelse, miljø og på arbejdspladsen.
Om projektet
Projekttitel:
MAINTAIN – En intervention til at fremme langvarige ændringer i klimavenlige kostvaner ved hjælp af gamification og adfærdsvidenskab
Bevilling:
6.882.690 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF)
Projektet er finansieret gennem fondens grønne forskningsinstrument, der støtter uafhængige forskningsprojekter med fokus på grøn omstilling.
Hovedansvarlig forsker:
Professor Nikos Ntoumanis, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU
Samarbejdende forskningsmiljøer på SDU:
- DRIVEN Centre – adfærdsdata og interventionsdesign (Nikos Ntoumanis, Alex Mazeas, postdoc)
- SDU FOOD MATTERS – forbrugeradfærd og fødevarevalg (Davide Giacalone)
- SDU Life Cycle Engineering – klimabelastning og livscyklusvurdering (Ciprian Cimpan)
- SDU Citizen Science – samskabelse og borgerinddragelse (Thomas Kaarsted)
Internationale partnere:
- Guillaume Chevance, Université de Rennes (Frankrig), og Ujué Fresán, Institute of Agrifood Research and Technology (Spanien) – interventioner for bæredygtig kost
- Fengqing Zhu, Purdue University (USA) – billedgenkendelse af fødevarer og teknologivurdering