Navnenyt
Ny professor vil styrke forskningen i kampen mod aggressiv hjernekræft.
Helge Thisgaard udnævnes til professor i medicinsk fysik ved Forskningsenheden for Nuklearmedicin, Klinisk Institut, SDU og OUH den 1. maj 2025.
Med udnævnelsen ønsker Helge Thisgaard at styrke forbindelsen mellem grundforskning og klinisk anvendelse og dermed bidrage til udviklingen af fremtidens kræftbehandling. Særligt er hans fokus rettet mod en ny type målrettet strålebehandling, kaldet Auger radioligandterapi, som har potentiale til at forbedre overlevelsen hos patienter med glioblastom – en af de mest aggressive former for hjernekræft.
Siden 2019 har Helge Thisgaard ledet den prækliniske forskning ved Nuklearmedicinsk Afdeling, hvor han har opbygget en tværfaglig forskningsgruppe, der udvikler og tester radioaktive lægemidler i både celleforsøg og dyremodeller. Forskningen er finansieret af en række eksterne fondsbevillinger, hvor han og samarbejdspartnere har modtaget mere end 30 millioner kroner i projektmidler inden for de seneste år.
I 2024 tog Helge Thisgaard skridtet videre og stiftede spin-out virksomheden GlioRay sammen med to forskerkolleger for at bringe glioblastombehandlingen tættere på kliniske studier. GlioRay har opnået støtte gennem BioInnovation Institute’s Venture Lab-program og arbejder målrettet på at accelerere overgangen fra laboratoriet til patientbehandling. Ved at kombinere akademisk forskning med en kommerciel strategi håber han at forkorte vejen fra laboratoriet til patienterne og dermed øge chancerne for, at den nye behandling bliver tilgængelig for dem, der har allermest brug for den.
Helge Thisgaard, 48, er uddannet fysiker fra Københavns Universitet, hvor han også opnåede sin ph.d.-grad med fokus på radioligandterapi af kræft. Han indledte sin karriere som hospitalsfysiker på OUH – først i Onkologisk Afdeling og senere i Nuklearmedicinsk Afdeling. I 2014 blev han udnævnt til lektor i en kombineret stilling mellem OUH og SDU, hvilket markerede begyndelsen på en forskningskarriere i hastig udvikling.
Privat er Helge Thisgaard gift med sygeplejerske Lise og sammen har de tre hjemmeboende børn på henholdsvis 21, 19 og 10 år. Han er opvokset i en lille by uden for Esbjerg, men har siden studietiden i København bosat sig i Middelfart. I fritiden dyrker han undervandsjagt og lystfiskeri – og nyder at rejse verden rundt med familien.
Mød forskeren

Helge Thisgaard ønsker at styrke forbindelsen mellem grundforskning og klinisk anvendelse og dermed bidrage til udviklingen af fremtidens kræftbehandling.