Skip to main content

Min forskning: En ph.d. fortæller

Stine Lundstrøm Kamionka

Hvordan foregår forløbskoordination i tværspeciale og tværsektorielle forløb for mennesker i sårbare positioner?

Hvad er titlen på din afhandling?

Models, methods and challenges in coordination of pathways for people with disadvantage.

På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?

Forskningsenhed for børne- og ungdomspsykiatri (Syddanmark), Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Hvem var din hovedvejleder?

Professor og overlæge Niels Bilenberg.

Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?

Formålet med dette ph.d.-projekt var at undersøge, hvordan forløbskoordination foregår i tværspeciale og tværsektorielle forløb for mennesker i sårbare positioner.

Hvad fandt du ud af?

Projektet viste, at der er stor variation og uklarhed i forståelsen og udøvelsen af forløbskoordination, hvilket hænger sammen med fraværet af klare retningslinjer for, hvordan den konkret skal praktiseres. Studierne pegede på, at personbunden og strukturel koordination afspejler to forskellige tilgange - henholdsvis et individuelt og et organisatorisk perspektiv. Analyserne afdækkede desuden, at informationsudvekslingen mellem sektorer ofte er begrænset og præget af et snævert sektorfokus. Samtidig oplevede fagprofessionelle faglig isolation, blandt andet som følge af barrierer i samarbejdet på tværs af specialer og organisatoriske grænser.

Det blev på tværs af studierne tydeligt, at forløbskoordination ikke opstår naturligt, men formes af samspillet mellem lokale praksisser og de institutionelle logikker, som regulerer arbejdet - ofte uden at det er synligt for dem, der udfører det. Koordination handler derfor ikke blot om at fordele opgaver og indsatser, men kræver en fælles forståelsesramme og en måde at tænke på, der tager højde for den kompleksitet, der kendetegner tværgående forløb.

Hvordan gjorde du det?

Ph.d.-projektet var designet som en institutionel etnografi og bestod af fire delstudier, der belyste forskellige aspekter af forløbskoordination. Delstudie 1 var en introducerende litteraturgennemgang, som kortlagde eksisterende beskrivelser af forløbskoordinerende aktiviteter.

Delstudie 2 udgjorde en institutionel etnografisk analyse af den koordinerende praksis i udvalgte dele af sundheds- og beskæftigelsessystemet, herunder en somatisk hospitalsafdeling, en voksenpsykiatrisk afdeling, tre teams i børne- og ungdomspsykiatrien, en kommunal jobcenterafdeling og en almen praksis. Delstudie 3 bestod af en institutionel etnografisk tekstanalyse af en tværsektorielle informationsudveksling, mens delstudie 4 byggede på fokusgrupper med fagprofessionelle og undersøgte deres oplevelser af koordination på tværs af sektorer og specialer.

Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?

Forskningen giver ny og vigtig indsigt i, hvordan forløbskoordination faktisk foregår i praksis - og hvorfor det ofte er vanskeligt at skabe sammenhængende forløb på tværs af sektorer og specialer. Ved at afdække de institutionelle relationer og tekstbaserede strukturer, som styrer hverdagsarbejdet, synliggør studiet det arbejde, der ellers er usynligt. Det skaber nye muligheder for fagprofessionelle og beslutningstagere til at forstå, tale om og forandre den måde forløbskoordination organiseres og udføres på. Dermed lægger forskningen et vigtigt grundlag for at udvikle mere realistiske og bæredygtige forbedringer i praksis - til gavn for både fagfolk og mennesker med behov for hjælp fra flere specialer og sektorer.

Mød forskeren

Stine Lundstrøm Kamionka er tilknyttet Klinisk Institut.

Kontakt

Vil du vide mere?

Læs mere om forskningen fra Klinisk Institut.

Læs mere

Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?

Den 12. august 2025.

Kommende ph.d.-forsvar

Redaktionen afsluttet: 30.07.2025