Min forskning: En ph.d. fortæller
Søren Grøn
Projektet undersøger samspillet mellem støttet egenhåndtering og behandling i primærsektoren samt brug af smertestillende medicin for personer med rygsmerter.
Hvad er titlen på din afhandling?
Egenhåndtering og brug af sundhedsydelser for personer med rygsmerter.
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
Institut for Idræt og Biomekanik, forskningsenheden Klinisk Biomekanik og Center for Sundhed i Muskler og Led.
Hvem var din hovedvejleder?
Professor mso Alice Kongsted.
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?
Udforske samspillet mellem støttet egenhåndtering og behandling i primærsektoren samt brug af smertestillende medicin for personer med rygsmerter.
Hvad fandt du ud af?
Der er begrænset forskning der har undersøgt hvorvidt støttet egenhåndtering (hjælp-til-selvhjælp) kan hjælpe med at reducere brug af sundhedsydelser for personer med smerter i ryggen eller andre steder i bevægeapparatet. Deltagelse i trænings- og uddannelses forløbet GLA:D Ryg ser dog ud til at medføre en vedvarende reduktion i sundhedsydelser. Det at nogen bruger færre sundhedsydelser kan til dels forklares med at de oplever bedring af deres symptomer. Der er dog også mange andre faktorer der påvirker om man søger behandling eller ej og der er stor forskel blandt rygpatienter på hvor meget behandling de opsøger.
Hvordan gjorde du det?
Det første studie var en systematisk litteraturgennemgang. De to andre studier var register-baserede studier hvor data fra de nationale registre blev koblet med kliniske data på personer der har deltaget i GLA:D Ryg programmet.
Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?
Min forskning peger i retning af at strukturerede programmer som GLA:D ryg der indeholder støttet egenhåndtering er et relevant tilbud for personer med rygsmerter, og kan hjælpe til at reducere brugen af sundhedsydelser uden at deltagerne for det dårligere. Resultaterne kan bruges, når der skal planlægges nye tilbud til patienter med langvarige rygsmerter, som fx de ”kronikerpakker” der er på vej i sundhedsreformen.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
Fredag den 10. oktober kl. 13.00.