Min forskning: En ph.d. fortæller
Sisse Walløe
Formålet med denne Ph.d.-afhandling var at udvikle et robust måleredskab til patientrapporterede oplevelser, "Patient Assessment of Transitions in Healthcare settings (PATH)", designet til præcis og pålidelig evaluering af patientoplevet kvalitet af pleje, behandling og genoptræning på tværs af forskellige sundhedssektorer.
Hvad er titlen på din afhandling?
"Patient Assessment of Transitions in Healthcare settings"
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
OPEN forskning i patientsikkerhed og kvalitet under Klinisk Institut
Hvem var din hovedvejleder?
Lars Morsø
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling og hvad fandt du ud af?
Overgange mellem sundhedssektorer, f.eks. udskrivelse fra hospital til pleje i primærsektoren, er kritiske hændelser, der kan have en betydelig indflydelse på udfaldet af pleje, behandling, og/eller genoptræning for patienter. Patientrapporterede oplevelsesmålinger (PREMs) er essentielle værktøjer til at vurdere og forbedre kvaliteten af disse overgange. Dog er eksisterende PREMs utilstrækkelige i validitet og pålidelighed, hvilket begrænser deres anvendelighed til at indfange patienters oplevelser fyldestgørende. Formålet med denne Ph.d.-afhandling var at udvikle et robust måleredskab til patientrapporterede oplevelser, "Patient Assessment of Transitions in Healthcare settings (PATH)", designet til præcis og pålidelig evaluering af patientoplevet kvalitet af pleje, behandling og genoptræning på tværs af forskellige sundhedssektorer.
Hvordan gjorde du det?
Et iterativt forskningsdesign, der omfattede både kvalitative og kvantitative tilgange, blev anvendt. Først blev der udført et scoping review for at identificere emner, der er særligt relevante for patienters oplevelse af kvalitet i pleje, behandling og genoptræning i tværsektorielle forløb samt eksisterende måleredskaber. Efterfølgende blev der gennemført en kvalitativ interviewundersøgelse for at få dybere indsigt i danske patienters oplevelser af kvalitet i forløb, der omfatter overgange mellem sundhedssektorer. På baggrund af disse fund udviklede vi PATH-spørgeskemaet. Spørgeskemaet har gennemgået en grundig evaluering af måleegenskaber i overensstemmelse med retningslinjer fra Consensus-based Standards for the selection of health Measurement INstruments (COSMIN). Data blev indsamlet fra et bredt udvalg af voksne patienter, der havde tværsektorielle forløb i sundhedsvæsenet. Eksplorativ faktoranalyse, Rasch-analyse og test-retest reliability analyse, blev udført for at evaluere de psykometriske egenskaber ved PATH.
Hvordan kan din forskning bruges?
Udviklingen og evalueringen af PATH-spørgeskemaet har resulteret i et værdifuldt spørgeskema til at måle patientrapporterede oplevelser af behandling, pleje, og genoptræning på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet. PATH's robuste psykometriske egenskaber gør det egnet til evaluering og forbedring af kvaliteten af forløb i sundhedsvæsenet. Med implementering af PATH i sundhedsvæsenet er det muligt at afdække områder med forbedringspotentiale, hvilket på sigt kan forbedre kontinuitet, koordinering og patientcentrering i tværsektorielle forløb. Dette kan bidrage til bedre udfald for patienter, øget patienttilfredshed og mere effektiv levering af sundhedsydelser.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
6/12 kl. 10.00