Skip to main content
DA / EN

Min forskning: En ph.d. fortæller

Sanne Høxbroe Michaelsen

Afhandlingen undersøger billeddannende teknikker, som kirurgen selv kan anvende til at identificere biskjoldbruskkirtlerne i to forskellige situationer.

Hvad er titlen på din afhandling?

Surgeon-performed imaging of the parathyroid glands in a pre- and intraoperative setting.

På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?

Forskningsenheden på Øre-Næse-Hals/Høreklinik Afdeling F, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.

Hvem var din hovedvejleder?

Overlæge, ph.d. Viveque Egsgaard Nielsen.

Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?

Menneskekroppen har fire biskjoldbruskkirtler, som sidder bag skjoldbruskkirtlen på halsen. Biskjoldbruskkirtlerne styrer mængden af kalk i blodet. Halskirurger har brug for at kunne se biskjoldbruskkirtlerne i to forskellige situationer:

1) Når en biskjoldbruskkirtel er blevet hyperaktiv og skal fjernes ved en operation, og 2) Når en patient skal have bortopereret skjoldbruskkirtlen uden at kirurgen utilsigtet også fjerner eller gør skade på de raske biskjoldbruskkirtler, som sidder på skjoldbruskkirtlens bagside.

Min ph.d.-afhandling undersøger billeddannende teknikker, som kirurgen selv kan anvende til at identificere biskjoldbruskkirtlerne i de to ovenstående situationer. Jeg undersøgte samtidig omfanget af utilsigtet skade på biskjoldbruskkirtlerne på vores afdeling over en 10-årig periode.

Hvad fandt du ud af?

Ad 1) Jeg fandt ud af, at kirurgen kan bruge ultralyd til at lokalisere hyperaktive biskjoldbruskkirtler forud for en operation. Hvis kirurgen tydeligt kan se den hyperaktive kirtel på ultralyd, er det ikke nødvendigt også at bestille en mere omfattende scanning, som involverer radioaktiv bestråling.

Ad 2) Jeg fandt ud at, at forekomsten af utilsigtet skade på biskjoldbruskkirtlerne ved skjoldbruskkirtelkirurgi kan nedsættes signifikant, hvis kirurgen under selve operationen anvender nær-infrarødt lys kombineret med et selvlysende kontrastmiddel til at visualisere biskjoldbruskkirtlerne og deres blodkar.

Hvordan gjorde du det?

Ad 1) Patienter med én eller flere hyperaktive biskjoldbruskkirtler fik foretaget både en ultralydsscanning og en mere omfattende scanning (skintigrafi). Ultralydsscanningen blev foretaget af en halskirurg, som ikke kendte resultatet af skintigrafien. Efter patientens operation sammenlignede vi, hvor ofte de to scanninger hver især havde identificeret en hyperaktiv biskjoldbruskkirtel.

Ad 2) Først opgjorde jeg hyppigheden af utilsigtet skade på biskjoldbruskkirtlerne ved fjernelse af hele skjoldbruskkirtlen over en 10-årig periode på vores egen afdeling. Herefter anvendte vi i en 2-årig periode en kombination af nær-infrarødt lys og et selvlysende kontrastmiddel til at visualisere biskjoldbruskkirtlerne og deres blodkar, når vi foretog den samme slags operation på vores afdeling. Vi sammenlignede herefter forekomsten af utilsigtet skade på biskjoldbruskkirtlerne i den 10-årige og den 2-årige periode.

Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?

Ad 1) Forskningen kan bruges til at vælge klogt inden for sundhedsvæsenet, sådan at vi ikke per automatik udfører dyre og omfattende scanninger, før vi har undersøgt, om patienten kan udredes tilstrækkeligt med en mere simpel scanning.

Ad 2) Forskningen kan bruges til at mindske forekomsten af den hyppigste komplikation til fjernelse af hele skjoldbruskkirtlen, som ellers resulterer i en kronisk mangelsygdom med et (ofte) livslangt behandlingsbehov.

Mød forskeren

Sanne Høxbroe Michaelsen er tilknyttet Klinisk Institut.

Kontakt

Vil du vide mere?

Læs mere om forskningen fra Klinisk Institut.

Læs mere

Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?

Jeg forsvarer min afhandling torsdag d. 10. september kl. 15:30 i Emil Aarestrup-auditoriet på Odense Universitetshospital.

Kommende ph.d.-forsvar

Redaktionen afsluttet: 13.08.2026