Min forskning: En ph.d. fortæller
Mathias Skjødt
Projektet undersøger, hvordan aldring påvirker målingen af fysisk aktivitet (mængden og intensiteten) hos ældre personer på 75 år og opefter – og hvor præcist bevægelsesmålere kan måle fysisk aktivitet og energiforbrug i denne aldersgruppe.
Hvad er titlen på din afhandling?
"ENGAGE-studiet: Undersøgelse af bevægelsesmålere hos ældre personer – Hvor godt måler de fysisk aktivitet og energiforbrug?"
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
Forskningsenheden Muskelfysiologi og Biomekanik (MoB), Institut for Idræt og Biomekanik
Hvem var din hovedvejleder?
Professor Paolo Caserotti, Forskningsenheden Muskelfysiologi og Biomekanik (MoB), Institut for Idræt og Bio-mekanik
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?
Det overordnede formål med ph.d.-projektet var at undersøge, hvordan aldring påvirker målingen af fysisk aktivitet (mængden og intensiteten) hos ældre personer på 75 år og opefter – og hvor præcist bevægelsesmålere kan måle fysisk aktivitet og energiforbrug i denne aldersgruppe?
Hvordan gjorde du det?
Dataene i dette ph.d.-projekt blev indsamlet som en del af ENGAGE-studiet (Energetics in Old Age), som omfattede målinger både i laboratoriet og under deltagernes dagligdag. ENGAGE var en del af det større EU Horizon2020-projekt PROMISS (Prevention Of Malnutrition In Senior Subjects) og blev gennemført mellem august 2019 og juni 2022.
Fysisk aktivitet og intensitet blev målt med bevægelsesmålere placeret på forskellige kropsdele (hånd-led, hofte, lår og ryg), både under laboratorieforhold og i deltagernes hverdag. I laboratoriet blev iltoptagelse anvendt til indirekte kalorimetri under hvile, dagligdagsaktiviteter og en maksimal konditionstest. Det samlede energiforbrug blev målt med doubly labelled water-metoden og synkroniseret med bevægelsesdata fra samme periode.
Hvordan kan din forskning bruges?
Denne ph.d.-afhandling bidrager med vigtig viden om, hvordan fysisk aktivitet og energiforbrug bedst måles og klassificeres hos ældre personer. Ved at anvende VO₂-reserve som metode til at definere intensitet, tages der højde for aldersrelaterede ændringer i både hvilestofskifte og kondition. Det giver et mere præcist billede af, hvor intensiv dagligdagsaktivitet reelt er for ældre. Mere præcise målinger af fysisk aktivitet kan potentielt afsløre stærkere sammenhænge mellem fysisk aktivitet og sundhed – og dermed på sigt bidrage til at justere og forbedre anbefalingerne for fysisk aktivitet hos ældre personer.
Afhandlingen introducerer nye aldersjusterede MET-grænser og accelerometer cut-points, som kan anvendes i både forskning og klinisk praksis for mere præcis vurdering af fysisk aktivitet. Desuden peger resultaterne på, at energiforbrug ikke kan estimeres nøjagtigt med accelerometre alene, og fremtidige modeller bør inkludere fysiologiske og demografiske faktorer.
Placeringen af bevægelsesmålere (håndled vs. hofte) og valg af databehandling er afgørende for nøjagtigheden af målingerne og bør tilpasses målgruppen og formålet med studiet.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
Jeg forsvarede d. 3. april.