Min forskning: En ph.d. fortæller
Didde Hauch
Projektet undersøger, hvordan stalking påvirker mennesker psykisk, og om de får den nødvendige hjælp fra myndighederne.
Hvad er titlen på din afhandling?
The Consequences of Stalking - A study of challenges and support needs among Danish help-seeking stalking victims.
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
Institut for Psykologi, Syddansk Universitet, i samarbejde med Dansk Center for Psykotraumatologi og Dansk Stalking Center.
Hvem var din hovedvejleder?
Professor ved Institut for Psykologi Ask Elklit.
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?
Hvordan påvirker stalking mennesker psykisk, og får de den nødvendige hjælp fra myndighederne?
Hvad fandt du ud af?
Stalking kan give alvorlige psykiske problemer som depression, angst og PTSD. Forskellige måder at stalke på kræver forskellige former for støtte og hjælp, men fælles for de fleste stalkingoplevelser er, at de er potentielt traumatiserende. Dertil føler mange sig ikke ordentligt hjulpet af politiet, særligt når stalkeren er en tidligere partner.
Hvordan gjorde du det?
Jeg har undersøgt over 1.000 mennesker, som har søgt hjælp for stalking i Danmark. De har udfyldt spørgeskemaer om deres oplevelser, symptomer og kontakt til politiet. Derefter har jeg analyseret mønstrene i dataene.
Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?
Mine resultater kan bruges til at sikre bedre hjælp til stalkingudsatte, både psykisk støtte og en mere ensartet og effektiv indsats fra politiet og myndighederne. Det kan være med til at forebygge langvarige problemer og øge trygheden for dem, det går ud over.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
Fredag den 31. oktober 2025.