Min forskning: En ph.d. fortæller
Caroline Matilde Elnegaard
Afhandlingen undersøger, hvordan rehabilitering ved atrieflimren kan gennemføres, og hvordan patienternes behov og præferencer kan identificeres.
Hvad er titlen på din afhandling?
Kommunal forebyggelse og rehabilitering som en del af den integrerede behandling af personer med atrieflimren: Hvad kræver det?
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
Jeg har afsluttet fra Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS), ved kardiologisk forskningsenhed, Esbjerg sygehus.
Hvem var din hovedvejleder?
Axel Brandes, professor, overlæge.
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?
Hvordan kan rehabilitering ved atrieflimren gennemføres, og hvordan kan patienternes behov og præferencer identificeres?
Hvad fandt du ud af?
Forskningen viste, at forebyggelse og rehabilitering til personer med atrieflimren kan gennemføres i kommunalt regi og opleves som meningsfuldt af deltagerne. Samtidig viste resultaterne, at rehabiliteringsbehov er meget forskellige fra person til person, og at mange har flere samtidige behov.
Vi udviklede en systematisk model til at identificere rehabiliteringsbehov inden for 12 forskellige områder. I en landsdækkende undersøgelse fandt vi, at særligt mange havde behov for fysisk træning, kostvejledning og patientuddannelse.
Et centralt fund var desuden, at patienternes egne ønsker til rehabilitering ikke altid stemte overens med deres identificerede behov. Det understreger vigtigheden af både at foretage en systematisk behovsvurdering og inddrage patienternes præferencer, når rehabiliteringen skal tilrettelægges.
Hvordan gjorde du det?
Ph.d.-projektet bestod af tre studier med forskellige metodiske tilgange.
Først gennemførte vi et studie med 43 personer med atrieflimren, hvor vi undersøgte, om et kommunalt forebyggelses- og rehabiliteringsprogram kunne gennemføres i praksis, og hvordan deltagerne oplevede tilbuddet.
Dernæst udviklede vi gennem en konsensusproces med sundhedsprofessionelle, forskere og personer med atrieflimren en model til systematisk vurdering af rehabiliteringsbehov.
Til sidst anvendte vi modellen i en landsdækkende undersøgelse baseret på data fra spørgeskemaer og nationale registre. Her undersøgte vi rehabiliteringsbehov og patientpræferencer blandt mere end 12.000 personer med atrieflimren.
Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?
Min forskning kan bidrage til at gøre forebyggelse og rehabilitering til en mere systematisk del af behandlingen af atrieflimren.
Den udviklede model kan bruges som et redskab til at identificere individuelle rehabiliteringsbehov og understøtte dialogen mellem patienter og sundhedsprofessionelle om relevante tilbud. Det kan bidrage til, at rehabiliteringen i højere grad tilpasses den enkeltes behov, ønsker og livssituation.
På et mere overordnet niveau kan resultaterne bruges af hospitaler, kommuner og beslutningstagere til at planlægge og udvikle rehabiliteringstilbud til personer med atrieflimren.
Forskningen understreger betydningen af fælles beslutningstagning mellem patienter og sundhedsprofessionelle som grundlag for en individuelt tilpasset rehabiliteringsindsats, der tager højde for både identificerede behov og patienternes egne præferencer.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
Fredag den 6. november 2026.