Skip to main content
DA / EN

Min forskning: En ph.d. fortæller

Caroline Lilja

Formålet med afhandlingen var at undersøge og optimere lymfovenøs anastomose (LVA), en mikrokirurgisk behandling af lymfødem efter brystkræft.

Hvad er titlen på din afhandling?

Kirurgisk behandling af lymfødem efter brystkræft.

På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?

Forskningsenheden for Plastikkirurgi, Odense Universitetshospital, og tilknyttet Klinisk Institut ved Syddansk Universitet.

Hvem var din hovedvejleder?

Jørn Bo Thomsen.

Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?

Formålet med afhandlingen var at undersøge og optimere lymfovenøs anastomose (LVA), en mikrokirurgisk behandling af lymfødem efter brystkræft.

Hvad fandt du ud af?

På baggrund af resultaterne konkluderes det, at LVA ikke kan fjerne de kroniske forandringer, som lymfødem medfører. Operationen viser tendenser til at reducere væskeophobningen og dermed lindre nogle af de daglige gener, patienterne oplever.

Vi mangler stadig data med flere patienter og længere opfølgning for at kunne udtale os om den fulde effekt af LVA, men resultaterne tyder på at operationen kan give en forbedring hos lymfødempatienter med væskeophobning.

Hvordan gjorde du det?

Afhandlingen bygger på tre kliniske studier og et literaturstudie, som tilsammen har resulteret i seks videnskabelige artikler

Vi har undersøgt, hvordan LVA kan planlægges og udføres mere målrettet, og hvordan robotassisteret kirurgi og lokalbedøvelse kan anvendes på en tryg og sikker måde uden at påvirke operationens varighed eller gennemførlighed. Samtidig har vi undersøgt behandlingens betydning for patienternes lymfødem, livskvalitet og funktion samt deres egne oplevelser af at gennemgå behandlingen.

Forud for de kliniske studier, lavede vores systematiske literaturstudie grundlaget for de kliniske forsøg ved at evaluere effekten af kirurgisk behandling af armlymfødem, og undersøge hvilke områder der manglede viden.

Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?

Min forskning kan først og fremmest bruges til at forbedre behandlingen af patienter med brystkræftrelateret lymfødem; både selve behandlingen og den information, patienterne får om deres muligheder og om, hvad de realistisk kan forvente.

Vores forskning peger på, at effekten af lymfødembehandling ikke nødvendigvis bør vurderes ud fra armens volumen alene. Det er også relevant at se på blandt andet væskeindhold, funktion, symptomer, livskvalitet og patienternes egen oplevelse af sygdommen og behandlingen.

På længere sigt håber jeg, at forskningen kan bidrage til mere individualiserede og patientcentrerede behandlingsforløb, hvor patienterne får et bedre grundlag for at træffe beslutninger om deres behandling. Samtidig kan en mere målrettet behandling potentielt være med til at reducere den langsigtede belastning for både patienterne og sundhedsvæsenet.

Mød forskeren

Caroline Lilja er tilknyttet Klinisk Institut.

Kontakt

Vil du vide mere?

Læs mere om forskningen fra Klinisk Institut.

Læs mere

Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?

Afhandlingen forsvares 06.11.2026 ude på Odense Universitetshospital , J. B. Winsløws Vej 21, Indgang 244, 5000 Odense, lokale JEE.


Kommende ph.d.-forsvar

Redaktionen afsluttet: 28.09.2026