Min forskning: En ph.d. fortæller
Caroline Eckert
Projektet undersøger, hvordan foreningsidræt og en skolebaseret multisportsindsats hænger sammen med danske skolebørns fysiske sundhed og trivsel.
Hvad er titlen på din afhandling?
Struktureret fysisk aktivitet og sundhed blandt danske folkeskolebørn: Dosis-respons og differentierede effekter af FIT FIRST 10-interventionen.
På hvilket institut og/eller i hvilken forskningsenhed har du skrevet din ph.d.?
Institut for Idræt og Biomekanik, Forskningsenheden Sport og Sundhed.
Hvem var din hovedvejleder?
Professor Peter Krustrup.
Hvilket spørgsmål ville du besvare med din afhandling?
Hvordan hænger foreningsidræt og en skolebaseret multisportsindsats sammen med danske skolebørns fysiske sundhed og trivsel?
Hvad fandt du ud af?
Børn, der deltog i foreningsidræt, havde generelt bedre fysisk form og en mere positiv fysisk selvopfattelse. Sammenhængene med kardiometabolsk sundhed og livskvalitet var mindre tydelige. Da undersøgelsen var et tværsnitsstudie, kan resultaterne ikke dokumentere årsag og virkning.
I det 4-måneder lange interventionsstudie gav cirka 1,5 ugentlige FIT FIRST 10-sessioner små forbedringer i kropssammensætning og håndgrebsstyrke, men ikke i kondition. Tre ugentlige sessioner gav ingen fordele, hvilket understreger betydningen af realistisk dosering og god implementering i skolen.
Effekterne varierede desuden mellem grupper: Drenge med to danskfødte forældre opnåede visse kardiometaboliske forbedringer, mens piger med ingen eller én danskfødt forælder forbedrede deres psykiske trivsel. Fundene var selektive og bør bekræftes i fremtidige studier.
Hvordan gjorde du det?
Afhandlingen bygger på data fra over 1000 børn på 27 danske skoler. Først undersøgte jeg sammenhænge mellem foreningsidræt, fysisk form, sundhed og trivsel.
Derefter evaluerede jeg FIT FIRST 10-interventionen i et lodtrækningsforsøg, hvor skoleklasser gennemførte forskellige ugentlige doser af interventionen (1,5 eller 3 ugentlige sessioner) eller almindelig idrætsundervisning (kontrolgruppen).
Børnene gennemførte fysiske og sundhedsmæssige målinger samt spørgeskemaer om trivsel og fysisk selvopfattelse.
Hvordan kan din forskning bruges (i klinikken, samfundet etc.)?
Resultaterne kan hjælpe skoler og beslutningstagere med at planlægge realistiske og gennemførlige indsatser for fysisk aktivitet.
De viser, at flere ugentlige sessioner ikke nødvendigvis giver større sundhedsgevinster under praksisnære forhold, og at en højere planlagt dosis ikke nødvendigvis giver større effekt, hvis den er vanskelig at implementere i praksis.
Samtidig bør indsatser løbende vurderes på tværs af forskellige børnegrupper, så de fremmer sundhed uden at forstærke eksisterende uligheder.
Hvornår forsvarer/forsvarede du din afhandling?
Torsdag den 1. oktober 2026 kl. 14.00-16.00.