Skip to main content
Klar til skolestart

Forsker: Sådan tænder du læseglæden hos dit barn

Flere børn oplever, at læsning er noget, de skal – ikke noget, de har lyst til. Det bekymrer forældre, lærere og forskere. Men ifølge forsker Sarah Bro Trasmundi fra SDU er der håb – og det begynder med, at vi tør gentænke, hvad læsning egentlig er, og hvordan vi taler om det. Hendes forskning peger på, at frihed, følelser og fællesskab er afgørende, hvis vi skal tænde læseglæden hos børn og unge.

Af Anne Høgedal, , 08-08-2025

– Vi har i mange år haft en meget snæver forståelse af, hvad læsning er. Det er starten på forklaringen på den faldende læselyst blandt børn, ifølge Sarah Bro Trasmundi, lektor og forsker i læsning og læring ved Syddansk Universitet. – Vi har fokuseret på teknik og færdigheder, men glemt at tænke på, at læsning også er en følelsesmæssig og meningsskabende aktivitet.

Læsning som følelse – ikke kun færdighed

Sarah Bro Trasmundi har i et forskningsprojekt fulgt børn i deres møde med tekster og litteratur, både i og uden for skolen. Hun peger på, at mange børn ikke oplever læsning som noget der er relevant eller vedkommende for dem.

Når børn siger, at de ikke gider læse, handler det ikke om dovenskab. Det er oftere fordi, de ikke kan se meningen med eller føle betydningen af det, de får besked på at læse.

Sarah Bro Trasmundi, forsker i læsning og læring

Forskningen viser, at børns læsemotivation i høj grad bunder i deres oplevelse af frihed, interesse og følelsesmæssig tilknytning til det, de læser. Når læsning er noget, man skal, snarere end noget man vil, mister mange børn engagementet og lysten.

Nysgerrighed frem for præstation

Ifølge Sarah Bro Trasmundi er der en tendens til, at læsning i stigende grad bliver koblet til præstation og måling, både i skolen og i hjemmet.

– Vi ser en kultur, hvor læsning bliver noget, man skal kunne dokumentere.  Det skaber et pres, som mange børn reagerer negativt på. Det er en udvikling, der bekymrer forskeren.

– Når vi gør læsning til noget, der skal måles og vejes, risikerer vi at fjerne det, der gør læsning meningsfuldt: det nørdede, det sjove, det fantastiske og følelsen af at blive grebet af en rigtig god fortælling.

Læselyst kræver frihed og fællesskab

Et centralt fund i Trasmundis forskning er, at læselyst ikke opstår i et tomrum. Den næres af relationer, fællesskaber og følelsen af at have indflydelse.

Børn læser mere og med større engagement, når de selv er med til at bestemme, hvad de læser, og når de kan dele læseoplevelser med andre.

Sarah Bro Trasmundi, forsker i læsning og læring

Det betyder også, at læsning ikke nødvendigvis skal være en individuel aktivitet. Tværtimod kan det styrke læselysten, når børn læser sammen med andre – eller når voksne engagerer sig i børns læseverden. – Læsning bliver levende, når det er noget, vi deler med hinanden, siger Trasmundi.

Et opgør med læsehierarkier

En anden barriere for læselyst er de hierarkier, vi ofte ubevidst skaber omkring, hvad der tæller som “rigtig” læsning.

– Mange voksne har en forestilling om, at visse typer bøger – romaner, klassikere – er finere end andre. Men for børn kan en tegneserie eller en fagbog om Minecraft være lige så værdifuld, forklarer Trasmundi.

Hun understreger, at det vigtigste er, at barnet oplever læsningen som meningsfuld. – Hvis vi vil fremme læselyst, må vi turde give slip på vores egne forestillinger om, hvad der er god litteratur.

Et skifte i samtalen om læsning

Sarah Bro Trasmundi efterlyser et skifte i den måde, vi taler om læsning på – både i skolen, i hjemmet og i samfundet generelt.

Vi skal væk fra ideen om, at læsning er noget, man skal kunne, og hen mod en forståelse af læsning som noget, man kan have lyst til. Det kræver, at vi tør give plads til det uperfekte, det rodede og det nysgerrige.

Sarah Bro Trasmundi, forsker i læsning og læring

Hun peger på, at det ikke nødvendigvis kræver store ændringer.

– Nogle gange handler det bare om at spørge barnet: Hvad har du lyst til at læse? Og så lytte – uden at dømme.

Ny studier i læselystens vilkår

Studierne fra SDU viser, at langt de fleste børn gerne vil læse, hvis de får mulighed for at gøre det på deres egne præmisser. Men der er stadig meget, vi ikke ved.

Sarah Bro Trasmundi og hendes kolleger arbejder videre med at undersøge, hvordan læselyst udvikler sig over tid, og hvordan forskellige typer af læsefællesskaber påvirker børns motivation. Målet er at skabe ny viden, der kan bruges til at udvikle mere meningsfulde læsepraksisser i både undervisning og hverdag.

Kampagner for læselyst

Alle ord tæller

Alle ord tæller
Sarah Bro Trasmundis forskning er en del af det treårige projekt Alle ord tæller (2023–2026), der har til formål at styrke læselyst og læsekultur blandt børn i alderen 1-14 år. Projektet udvikler nye formater, materialer bl.a. til DR-platformene Minisjang, Ramasjang og DR Ultra, og samarbejder med biblioteker, forskere og skoler for at øge læseglæden hos børn. 
Læs mere om Alle ord tæller

Klar, parat, skolestart

Klar, parat, skolestart
DR Ramasjang-serien Klar, parat, skolestart handler om at starte i skole. For at hjælpe med at gøre overgangen fra børnehave til skole tryg og god har DR, CFU, bibliotekerne og TrygFondens Børneforskningscenter samlet inspiration og materialer til både forældre og lærere. Forældre kan finde bøger og gode råd til skolestarten derhjemme, mens lærere kan få inspiration til undervisning af de nye skoleelever i børnehaveklassen.
Find materiale om Klar, parat, skolestart.

Tegneserier ER læsning

Tegneserier ER læsning
Som en del af Alle ord tæller lancerer DR Skole i uge 36 og 37 kampagnen Tegneserier ER læsning. Kampagnen udfordrer fordomme om tegneserier og sætter fokus på deres potentiale til at øge børns læseglæde. Med børnepaneler, formidlingsmaterialer og events på biblioteker og skoler vil initiativet give tegneserier en mere central plads i læsekulturen.
Find materiale om Tegneserier ER læsning.

Mød forskeren

Sarah Bro Trasmundi er lektor og forsker i læsning og læring ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber.

KONTAKT

Podcast "Nyt liv til læsningen"

Vil du gerne få idéer til, hvordan du fastholder læselysten hos dine børn? Så lyt med i podcastserien "Nyt liv til læsningen", hvor Sarah Bro Trasmundi går på jagt efter inspiration, råd og forklaringer på, hvordan børn og unge læser.

Lyt med på Spotify