Skip to main content
Skolestart

Er AI blevet dit barns nye lektiemakker? 3 ting du skal vide om AI i gymnasiet

De fleste gymnasieelever bruger AI, når de skal løse opgaver og skrive afleveringer. Professor Ane Qvortrup peger på tre spørgsmål, som både elever, lærere og forældre bør interessere sig for.

Af Anne Høgedal, , 11-08-2026

Kunstig intelligens er blevet en fast del af mange gymnasieelevers hverdag. Nogle bruger AI til at forstå svære begreber, andre til at få hjælp til at komme i gang med en opgave eller finde inspiration til en tekst.

Men hvad betyder det for læring, trivsel og elevernes udvikling i gymnasiet? Det undersøger professor Ane Qvortrup sammen med forskerkolleger fra Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning på SDU.

1: Hvornår bliver AI til snyd, og hvad betyder de uklare grænser? 

Snyd fylder meget i debatten om AI i gymnasiet. I undersøgelsen svarer 60 procent af eleverne, at mange bruger AI til at snyde med deres skolearbejde. 

Men noget af det, vi også kan se, er, at mange elever er usikre på, hvad der egentlig er tilladt. 

Er det for eksempel snyd at bruge AI til at få forklaret et begreb? Og hvad hvis svaret kommer via en Google-søgning, hvor AI-genererede svar i dag ofte indgår?

Når grænserne opleves som uklare, kan det skabe mistillid. Nogle elever føler sig uretfærdigt stillet, hvis andre bruger AI mere aktivt end dem selv, mens andre oplever at blive mistænkt for at have brugt AI, selv om de ikke har gjort det. 

Derfor er det vigtigt, at elever, lærere og forældre løbende taler om, hvordan AI bruges, hvilke regler der gælder, og hvor grænserne går.

Mød forskeren
Ane

Ane Qvortrup er professor i almendidaktik og leder af Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning. Hun forsker i uddannelse, didaktik og dannelse med særligt fokus på unges trivsel, engagement, faglig udvikling og kvalitet.

Læs mere og kontakt

AI i gymnasiet

Ane Qvortrups råd om AI i skolearbejdet

Tal åbent om AI
Tal om, hvordan AI bliver brugt, hvad der er tilladt, og hvornår det giver faglig mening at bruge AI. Det gælder både hjemme, mellem eleverne og mellem elever og lærere.

Begynd arbejdet selv
Brug ikke automatisk AI til at komme i gang med en tekst eller opgave. Træn evnen til selv at læse, tænke og skrive, før AI bliver taget i brug.

Brug AI som sparringspartner, ikke som forfatter
Brug fx AI til at få forklaret et begreb, stille spørgsmål, der hjælper dig med at arbejde videre med teksten, eller pege på typer af fejl – og arbejd derefter selv videre.

Undersøg svarene kritisk
Spørg, hvor oplysninger og kilder kommer fra, hvad svaret mangler, og om AI faktisk har givet et godt svar.

2: Hvordan påvirker AI elevernes faglige trivsel?

Vores undersøgelse peger i flere retninger. 

Hyppig brug af AI og en oplevelse af ikke at kunne undvære AI hænger sammen med lavere faglig trivsel. 37 procent af eleverne svarer, at de har svært ved at undvære AI, når de skal i gang med skriftlige opgaver.

Samtidig kan AI være en stor hjælp, når det bruges som faglig sparringspartner. Det kan for eksempel være til at forklare vanskelige begreber, skabe overblik over et emne eller stille spørgsmål, der hjælper eleven videre i sin forståelse.

Det afgørende er derfor ikke, om eleverne bruger AI, men hvordan de bruger det.

3: Hvad betyder AI for elevernes udvikling som skrivere?

En vigtig del af gymnasiet er, at eleverne udvikler deres egen faglige stemme og lærer at formulere sig selvstændigt.

Hvis AI overtager store dele af skrivearbejdet, risikerer eleverne at blive bedre til at få produceret tekster uden nødvendigvis selv at udvikle sig som skribenter. De får måske et færdigt produkt, men går glip af noget af den læring, der ligger i selve skriveprocessen.

Samtidig kan AI være en værdifuld støtte, hvis det bruges til feedback frem for tekstproduktion. Det kan hjælpe eleverne med at identificere svagheder i en tekst, opdage manglende begrebsforklaringer eller se, hvilke afsnit der kan uddybes.

AI bør derfor fungere som en samarbejdspartner og ikke som en stedfortræder. Eleverne skal stadig selv tænke, skrive og træffe de faglige valg.

Om undersøgelsen

Forskere fra Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning på SDU undersøger brugen af AI i gymnasiet og dens betydning for undervisning og læring gennem en evaluering af Undervisningsministeriets fire AI-initiativer fra foråret 2025.

Foreløbige resultater

  • 60% angiver, at ”Der er mange, der bruger AI-apps/chatbots til at snyde med deres skolearbejde"
  • 37% svarer enig og meget enig til, at de ”har svært ved at undvære AI-værktøjer til at hjælpe mig i gang, når jeg udarbejder skriftlige opgaver"
  • 27%: ”Jeg har svært ved at undvære AI værktøjer til at finde fejl i mine tekster”
  • 22,3%: ”Jeg har svært ved at undvære AI værktøjer for at forkorte tekster”
  • Kun 17% mener, at ”Brug af AI-værktøjer står i vejen for min læring”

Første delrapport forventes udgivet i september.
Læs mere om de fire AI-initiativer i gymnasiet