Skip to main content
DA / EN
Forskning

Nyt maritimt forskningscenter åbner på SDU

Der er masser af forskning inden for det maritime område på Syddansk Universitet. Nyt center, støttet af Den Danske Maritime Fond, skal samle forskerne og sikre mere samarbejde på tværs af fakulteterne.

Af Sune Holst, , 11-08-2026

Spredt ud over SDU sidder op imod 100 forskere, der arbejder med det maritime område. Alt fra udvikling af grønt brændstof og robotløsninger til jura, sundhed til søs, maritim litteratur og historie. 

Som det er i dag, arbejder mange af disse forskere bare ikke tæt sammen. Det skal et nyt tværgående forskningscenter, der er støttet af Den Danske Maritime Fond, gøre noget ved.  

Centeret hedder SDU Maritime Center og kommer til at blive et slags ”virtuelt forskningscenter”. Det forklarer Marie Lützen, der er professor på Institut for Mekanik og Elektronik på Det Tekniske Fakultet og leder af det nye center.  

- Vi kommer ikke til at skulle bygge en ny bygning, hvor vi alle sammen skal sidde. Det bliver et center, som samler de maritime forskningsaktiviteter på de forskellige fakulteter. Det kommer til at styrke samarbejdet mellem forskerne, men også synliggøre, at SDU er et stærkt maritimt universitet, siger Marie Lützen.  

Skal skabe sammenhæng på tværs 

SDU’s maritime forskning og uddannelsesaktiviteter er i dag fordelt på fem fakulteter. Centeret skal skabe større sammenhæng mellem faglighederne og gøre det lettere at udvikle nye projekter inden for forskning, innovation og uddannelse. 

- Det maritime center skal skabe større sammenhæng internt på SDU. Når vi bliver bedre til at samarbejde på tværs af fagligheder, øger vi også mulighederne for at udvikle flere forsknings-, innovations- og uddannelsesprojekter, der kan skabe værdi for Det Blå Danmark, siger rektor på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose.  

Én indgang til SDU’s maritime viden 

 For virksomheder og andre eksterne samarbejdspartnere skal SDU Maritime Center fungere som én samlet indgang til universitetets maritime viden og kompetencer. 

- Vi har nogle gange oplevet, at det har været svært for dem, der kommer udefra, at finde ud af, hvilken dør de skal gå ind ad. Og det kan jeg egentlig godt forstå, når vi har maritim forskning spredt på fem fakulteter, siger Jens Ringsmose og tilføjer: 

- Ambitionen er, at centeret skal fungere som en one-stop-shop med én samlet indgang til maritim viden, hvor erhvervslivet kan finde svar, indgå samarbejder og få adgang til forskere på tværs af hele det maritime område. 

Studenterstartups og robotforskning får også støtte 

Foruden det nye maritime center støtter Den Danske Maritime Fond to andre SDU-projekter i årets anden uddelingsrunde: Maritime inkubationslegater for studenterstartups og et nyt forskningsprojekt om robotbaseret laserhybridsvejsning på LSP, Large Structure Production. Teknologien kan få stor betydning for fremtidens konkurrencedygtige skibsbygning. 

For SDU er studenterstartups en vigtig del af arbejdet med at skabe en stærkere fødekæde af innovationsprojekter til Det Blå Danmark. 

- Vi giver nu maritimt iværksætteri en særlig prioritet og et særskilt spor for maritime studenterstartups. Vi håber, at det både kan skabe større interesse for den maritime sektor blandt vores studerende og på sigt bidrage til nye maritime virksomheder, fortæller Jens Ringsmose. 

Ud over legaterne får de maritime studerende adgang til mentorstøtte, forretningsudvikling, workshops og specialiseret sparring gennem SDU’s innovations- og iværksættermiljø Startup Station.  

En vigtig sektor for SDU og Danmark 

Med de nye maritime projekter vil SDU bringe universitetets forskning, uddannelser og innovationsmiljø tættere på en sektor, der spiller en central rolle for dansk erhvervsliv. 

- Den maritime sektor er ualmindelig vigtig for Danmark, og det skal den også være i fremtiden. SDU er sat i verden for at bidrage til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser i en sektor, der har så stor betydning for Danmark, siger Jens Ringsmose. 

Den Danske Maritime Fond glæder sig over SDU’s maritime ambitioner.

- SDU spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens maritime løsninger. Vi er glade for, at SDU tog vores inspiration til et maritimt center op. Med det nye center og de øvrige projekter tager universitetet et vigtigt skridt mod at samle og styrke sin maritime indsats, så endnu mere viden og flere nye løsninger kan komme Det Blå Danmark til gavn, siger Lotte G. Lundberg fra Den Danske Maritime Fond. 

Redaktionen afsluttet: 11.08.2026